Høringssvar vedrørende Ny budgetmodel for dagtilbud

Oprettet: 10. november 2022
Svarnummer:
23

Indsendt af

Mette Dissing Sandahl

Virksomhed / organisation

Børnehuset Hurlumhej

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Høringssvar Ny budgetmodel for dagtilbud - før høring (2022-0275574)


Bestyrelsen i den selvejende institution Børnehuset Hurlumhej takker for muligheden for at afgive høringssvar til en ny budgetmodel for dagtilbud i Københavns Kommune.

Vi er en lille, nær, særdeles velfungerende daginstitution i Nordvest med 14 vuggestuepladser og 44 børnehavepladser. Vi har høj forældretilfredshed, en meget stabil og fagligt velfungerende medarbejdergruppe, lang venteliste på vuggestuepladserne og må desværre også afvise børnehavebørn, som søger en plads hos os.

Bekymring for små institutioners fremtid
Vi er meget bekymrede for konsekvenserne for fremtiden for små, selvejende institutioner som Hurlumhej, hvis den nye budgetmodel gennemføres i sin nuværende form.

Vi kan sagtens forstå ønsket om mere økonomisk forudsigelighed, men i sin nuværende form tilgodeser budgetmodellen modellen primært store, ufleksible institutioner.

Forældre og børn har forskellige behov og kan have behov for en større eller mindre institution. Vi møder børn, der trives bedst i mindre rammer og modtager en del børn fra store institutioner, som først er begyndt at trives, når de kommer til en nær familieinstitution som Hurlumhej.

Hvis man skal sikre den diversitet og mangfoldighed i institutionerne, der argumenteres med i forslaget, må budgetmodellen sigte mod en mere ligelig fordeling, hvor de små institutioner medtænkes som en ligeværdige del af de københavnske dagtilbud på linje med de større.

Ledelsen tæller med i minimumsnormeringerne
Det nuværende udkast hævder at ville understøtte ledelsesarbejdet i de københavnske institutioner. Men institutioner på under fem stuer bliver ikke tildelt fuld ledelsestid. Lederne i disse institutioner skal altså indgå på gulvet i den resterende tid. Det kommer til at gå ud over børnene, da det er urealistisk, at den store ledelsesopgave, der ligger hos de pædagogiske ledere i dag, kan løses på nedsat tid.

I vores nuværende driftsoverenskomst forudsættes, at lederen arbejder på fuld tid. De resterende timer må altså trækkes fra normeringen og overgå til ledelse. Det vil i sidste ende betyde færre hænder på gulvet hos børnene. Dette er bestyrelsen meget bekymret for.

Vores dygtige leder, Helene, varetager nemlig ledelsesopgave meget kompetent, hvilket er med til at sikre den høje fastholdelsesgrad af vores dygtige medarbejdere og den store forældretilfredshed. Hun er kun på gulvet ved akut opstået sygdom.

På sigt er bestyrelsen derfor meget bekymret for om små, selvejende institutioner som Børnehuset Hurlumhej kan tiltrække og fastholde dygtige ledere, hvis ledelsesopgaven udvandes.

Skæv fordeling af midlerne
Den nye budgetmodel er økonomisk uhensigtsmæssig på flere parametre:

Først og fremmest giver ESCS-modellen en uhensigtsmæssig økonomisk fordeling. Enkelte institutioner i socioøkonomisk udsatte områder får tildelt millioner og fordelingen rammer en lille gruppe, mindre institutioner særdeles hårdt. Bestyrelsen i Hurlumhej mener, at fordelingen af disse midler må gentænkes.

Forvaltningen opgør de samlede konsekvenser af den nye budgetmodel som budgetforandringer på to procent i gennemsnit. Men to procent af budgettet i en institution af Hurlumhejs størrelse svarer til 134.900 kr. hvilket placerer os i risikozonen for en økonomisk handleplan.

Budgetmodellen tager heller ikke højde for, at der skæres i de selvejende institutioners budgetter allerede i 2023, da man fratager os en del af vores tilskud til administrationsgebyr.

Desuden er driften af institutioner blevet væsentligt dyrere i kraft af stigende inflation og udgifter til el, opvarmning og fødevarer. Disse ekstraudgifter skal finansieres af det eksisterende budget.

Vi håber meget, at forvaltningen vil tage ovennævnte bekymringer med i udarbejdelsen af den nye budgetmodel, så børn og forældre i Københavns Kommune også fremover kan vælge de små, nære familie-institutioner, som børn og voksne trives i.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Børnehuset Hurlumhej