Høringssvar vedrørende Omlægning af læse-, skrive- og ordblindeindsatsen

Omlægning af læse-, skrive- og ordblindeindsatsen

 

Forslaget om omstrukturering af indsatsen for ordblinde har sat en masse tanker i gang, og der har været flere møder, hvor der har været debat, og hvor der er sagt ting, som har sat endnu flere tanker i gang.

Mit udgangspunkt for at være med i høringen er, at jeg har arbejdet med læse- skrivevanskeligheder og ordblinde i kommunen i 25 år og med inklusion af samme elevgruppe i folkeskolernes klasser de seneste 11 år. Jeg kender og arbejder i begge verdner og med begge perspektiver.

 

• Kan det stillede forslag løfte sine egne ambitioner?
• Tal og ”udgiftsneutral”?
• Udtynding eller kompetenceopbygning
• Troværdighed og mellemformer

 

Forslaget har meget fine intentioner

 

At inkludere flest muligt i folkeskolernes klasser.

At nå flere med læse- skrivevanskeligheder/ordblindhed, godt der bliver sat beregnede tal på, hvor mange børn vi faktisk taler om. Virkelig centralt med bredere indsats!

At skabe en rød tråd og at forny politikken på området.

 

Er en læsekonsulent i hvert område og +/- 30.000 kr. pr. skole om året meget eller lidt?

 

Man kan f.eks. vurdere på 2 måder.

Jeg prøver at forestille mig arbejdsbeskrivelsen:

Hver konsulent skal facilitere omkring 15 skoler og statistisk anslået 700 børn med læse- skrivevanskeligheder/ordblindhed. Konsulenten skal arbejde med at løfte det faglige niveau sammen med de lokale læsevejledere og i netværk. Konsulenten skal arbejde med konkrete elever og de relevante lærere og team i forløb. Konsulenten skal gennemføre opgraderingskurser med grupper af elever – læse-skriveteknologier, afkodningsstrategier, læseforståelsesstrategier, skrivestilladsering… (det er blevet kaldt turbokurser – en bekymrende approach). Konsulenten skal indgå i netværk med de øvrige konsulenter og i det samarbejde udvikle den ny politik.

 

Er mål og ressourcer afstemt?

 

En anden måde at belyse det på, er at sammenligne med Århus kommune – Danmarks næststørste by, som har Kompetencecenter for læsning KCL.

KCL har 17 læsekonsulenter og en leder til det samme arbejde. De er struktureret anderledes, men opgaven er den samme.

De 17 konsulenter gennemfører opgraderingskurser a 7 uger for 90 elever om året. I Århus er skolerne i 3 områder, med 15 skoler i hver. Sammenligneligt med København. Men hvert område har tilknyttet 5 eller 6 læsekonsulenter til opfølgning, opgradering af lærernes viden om læseindlæring, LST etc.

Udgiften er omkring 12 mio. om året. (Det svinger afhængigt af eksterne opgaver, jeg har tallet fra  KCL).

For de der kan lide regnestykker, er København mere end en tredjedel større end Århus.

Set i det lys er den model der foreslås i København ualmindelig underfinansieret.

 

Flere Tal

 

I forslaget fremgår det, at den foreslåede model fuldt udrullet koster 5.7 mio. Det fremgår også at man har et udgangspunkt i at der er 70 elever i læseklasser. (Som måske er lige i overkanten? Men vel alligevel er beregningsgrundlaget).

En plads i læseklasser koster 160.000. Hvis man ganger det med 70 er det 11.2 mio. Derudover er der for nuværende en udgift til Kompetencecenter for elever med læse- og skrivevanskeligheder på 300.000. Samlet udgift 11.5 mio.

5.7 er  50 procent af den hidtidige udgift.

Det er svært at forstå, at det ikke er en nedskæring?

 

Udtynding eller kompetenceopbygning

 

En del af forslaget, som jeg tror alle er enige i, er at der mangler kompetenceopbygning. Der står at der mangler ”en rød tråd” og at den gældende politik på læsning er fra 2008.

 

Helt firkantet ser jeg en kompetence udtyndende tendens i strukturerne som de er nu:

 

Der bliver brugt mange penge på BUF Flex, men det er ofte svært for skolerne at finde personale med læsefaglige kvalifikationer til de lektioner. De pågældende elever får støtte, men sjældent af de mest læsefagligt kompetente personer på skolen. Og skolen opbygger ikke viden og erfaring på læseområdet fordi der er BUF Flex timer. Dette er en overordnet og generaliseret fremstilling, men jeg tror de fleste kan se den tendens.

 

På skolerne er der en tendens til at læsevejlederne får færre timer, og at skolerne bruger ressourcerne på lokale ideer. Hvilket jeg på ingen måde kan eller skal bedømme, men en bivirkning er, at de læsefaglige kompetencer på skolen udtyndes.

 

Der har i mange år ikke været en central læsekonsulent i København. Der er nogle netværk, men jeg hører, at de ikke selv føler sig prioriterede.

 

Et forsøg på at samle kompetencer, er Kompetencecenter for elever med Læse- skrivevanskeligheder. Der er bevillingen 300.000 om året, svarende til ½ medarbejder. Som nu foreslås nedlagt.

 

Det stillede forslag bryder ikke afgørende med de logikker. Det bygger også på en decentral tænkning.

 

Så kunne man ikke prøve at vende problemstillingen om:

 

Der er ordblinde og børn andre læse-skrivevanskeligheder og det bliver der ved med at være. Papiret siger 3 – 4000. Det tal vil også være et rimeligt gæt på, hvad der er om 10 eller 20 år.

 

Derfor tænker jeg, at uanset skiftende strukturer og politiker, så er der meget god mening i, altid at gå efter en model der opbygger og koncentrerer kompetencer og ikke udtynder dem.

 

Mellemformer

 

Inklusion er målsætningen.

Erkendelsen er også, at nogle børn har vanskeligheder, der kræver noget mere af folkeskolen.

 

Derfor er det rimeligt at se på 2 ting i forbindelse med en strukturændring:

 

• Er der i folkeskolen et generelt højt niveau på læsefaglighed? Det spørgsmål svarer baggrundspapiret selv på. Det er vi ikke sikre på, at der er. Når jeg kommer rundt på skolerne, er det mest iøjnefaldende hvor store forskelle der er.

 

• Derfor er det afgørende, at der er en stærk overbevisning om, at det, der bliver stillet i stedet, potentielt kan ændre situationen.

 

Århus modellen har ambition og ressourcer til at være sådan et bud. Forslaget i København har ikke. Det er for uambitiøst. Og der er ikke sat ressourcer af.  Det er ikke troværdigt, overbevisende, at forslaget kan løfte den Københavnske folkeskoles indsats for elever med læse- skrivevanskeligheder herunder ordblinde.

 

Et taleksempel mere:

I forslaget er der afsat midler til indsatser på skolerne der svarer til +/- 30.000 pr skole

Om året! Hvis alle midlerne bruges til læsevejledere er det 2 lektioner om ugen.

 

Vi ved fra Læseklasserækken, at der stadig er børn, der har det rigtig svært med at føle sig tilstrækkelige og deltagende i Folkeskolen.

• De elever der er allermest udfordrede af ordblindhed.
• De elever der har slået sig hårdt på folkeskolen og er i mistrivsel og på vej til skolevægring.
• Elever som har andre vanskeligheder, men hvor ordblindhed skønnes at være den overskyggende udfordring.
• De elever der er ordblinde og har store udfordringer med dansk.

 

Der tales meget og ofte om at visiteringen til Læseklasserne har ændret sig. Det er rigtigt, men mest helt forkert. Det, der har ændret sig, er ikke de nævnte profiler. De er altid blevet visiteret til læseklasserne, og vi har haft overraskende gode resultater med de elever. Den eneste forskal er, at vi får lidt flere elever, som ”bare” er ordblinde.

 

Læseklasserne har gode erfaringer med at give elever som disse en god skolegang i kortere eller længere tid. Det kan bl.a. ses på den ret entydige forældreopbakning samt de -relativt – gode resultater ved FP9.

 

Kombinationen af at være i et læsefagligt kompetent miljø, et mindre antal elever og samtidig være en del årgang på en distriktsskole, er ikke en dårlig model.

For tiden bliver det kaldt mellemformer, og er noget der spirer frem mange steder.

Måske har vi stadig brug for det?

Mellemformer har også potentiale til at akkumulere læsefagligt potentiale, f.eks. er det nuværende kompetencecenter, en overbygning på læseklasserækken. Ikke svar på alverdens ting, men et eksempel hvor ressourcerne ikke ”kompetencefortyndes”.

Hvis man vælger at have et sammensat og differentieret syn på gruppen af børn med læseudfordringer, så er der en del fornuft i at tænke i mellemformer. Man ville i så fald skulle have en form for ny start på noget der sikkert ikke skulle hedde læseklasser, som kunne ligge på en distriktsskole og være skruet sammen på en ny måde.

Men behovet er der, og det forsvinder ikke med de tanker, der nu er på bordet.

 

VH

Johan Elkjær

Arbejder i Kompetencecenter for elever med læse- skrivevanskeligheder og i læseklasserne på Blågård Skole og har gjort det i hhv. 11 og 25 år.