Oprettet: 2. november 2022
Svarnummer:
13

Indsendt af

Bjarne Renè Jensen

Virksomhed / organisation

Molevitten, Vesterbro

Postnr.

1799

By

København V

Høringssvar

Høringssvar fra Net1, VVK – ny pladsanvisningsmodel.

 

Til Børne- og ungdomsudvalget, høringssvar sagsnummer 2022-0245459

Net1, VVK som består af seks selvejende 0-6 års institutioner forholder sig ærgerlig og undrende over indstillingen af ny anvisningsmodel for dagtilbudsområdet.

Vi har fuld forståelse for, at forældre til, ikke mindst vuggestuebørn på ventelistepladser, vil have visheden og bekræftelsen på en vuggestueplads nogle måneder i forvejen, så de får ro og afklarethed i forhold til barnets kommende institutionsplads og deres tilbagevenden til job efter barsel.

Det prøver institutionerne i netværket at tilgodese med at give pladsanvisningen besked om ledige pladser i god tid, så forældre får tilbuddet fra pladsanvisningen rettidigt. De eneste tidspunkter hvor vi  er afventende med pladsbestillingen, er i forbindelse med børnehavebørnenes oprykninger til skole/KKFO. Der må vi må afvente udmeldelsesdatoerne på børnehavebørnene, før vi kan frigive pladserne til kommende vuggestuebørn.

Vi har været ganske tilfredse med samarbejdet med pladsanvisningen, hvor vi har bestilt pladser i det tempo og frekvens, som vi har haft overblikket over, men også med den fleksibilitet vi som institution har haft f.eks. med at have tidspunkter med merindskrivning for at tilgodese familier med akutte pasningsbehov eller at give et barn en måned mere i vuggestuen til helt at modnes inden børnehavestart.

Den fleksibilitet kommer vi til at miste med en model, hvor institutionerne to gange årligt i samarbejde med pladsanvisning skal fastlægge de næste måneders datoer for anvisning af pladser.

Det fremtræder for nuværende ikke helt tydeligt, hvordan sammenhængen til den nye budgetmodel, som også er i høring, vil være. Men hvis det bliver pladsanvisningen, der skal stå for fordeling af børnene halvårligt, naturligvis i samarbejde med ledelsen, kan vi altså frygte at miste den fleksibilitet vi, i særdeleshed i de små institutioner i vores net, er afhængige af – i et driftsøkonomisk perspektiv. Hvis både grebet om fastlæggelse af budget pr. barn og fastlæggelse af antal anviste børn strammes pr. halve og hele år, bliver det vanskeligt, hvis ikke umuligt at drive de små institutioner.

Det forlyder, efter dialog med pladsanvisningen, at institutionerne med den nye model ikke længere vil modtage fremsendte accept af tilbud, som pladsanvisningen for nuværende fremsender så snart de indkommer. Det vil medføre, at institutionerne selv skal administrere yderligere i KMD institution, hvilket vil være en væsentlig forringelse ift. ledelsens ressourceforbrug, især i de større institutioner.

Set i lyset af minimumsnormeringer, og fordeling af ledelsesbudget, bliver det vanskeligt at se, hvordan kommunen tilnærmelsesvis kan opfylde krav om minimumsnormeringer, når ledelsen samtidigt med, at denne tælles med i timer på gulvet (i øvrigt såvel som støttepædagoger + elever o.a. pædagogisk personalet placeret uden for institutionen medtælles i minimumsnormeringer), får flere opgaver at varetage med denne nye anvisningsmodel. Hvordan skal det samarbejde og den proces styres på fornuftig vis uden større ressourcetræk på ledere, så institutionerne kan sende velkomstbreve osv.

Vi forudser, at der vil komme flere reguleringer og dermed også øget kommunikationsbehov mellem institution og pladsanvisning, da tendensen med at forældre surfer rundt mellem tilbud på daginstitutions- og skoleområdet ikke vil aftage med denne model, nærmest tværtimod.

Vi forudsiger også, at der vil komme endnu flere forældrehenvendelser, da mange nu vil kontakte institution og pladsanvisning, hvornår der er ledige pladser i deres førsteprioritetsinstitution, hvis de har fået anvist plads andet sted.

Vi vil forslå at institutioner holder deres selvbestemmelse ift bestilling af pladser, da det kun er institutionslederne der kan se ned i institutionens indre liv med des mange samarbejdsflader og periodevis justeringer.

Vi foreslår, at der bliver fra centralt hold bliver sat en deadline på fire måneder, hvornår de pladser som vi kan forudsige bliver udmeldt til forældre. Det kan vi som institutioner sagtens imødekomme en stor del af året og som vi allerede gør nuværende. Vi så også gerne, at skolerne/KKFO allerede inden jul melder ud til institutioner, hvor de kommende skolebørn starter tidspunktet til oprykning, så det er institutionerne bekendt til det kommende års planlægning.

 

Venlig Hilsen: Bjarne Renè Jensen

Net1, Vesterbro, område VVK