Oprettet: 4. september 2022
Svarnummer:
46

Indsendt af

Klaus Kristensen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Kære Københavns kommune

Det er rigtig godt at I vil lave en biodiversitetsstrategi.

Jeg forstår dog ikke helt hvordan jeres mål kan gå hånd i hånd med at I samtidigt bebygger et af de bedste områder (hvis ikke det bedste) for biodiversitet, nemlig Amager Fælled. Et af de første billeder I har i jeres strategi, er endda også fra Amager Fælled. Det er decideret pinligt at området skal bebygges. Ydermere vil I også bygge en cykel-”motorvej” tværs gennem den endnu mere biodiversitetsinteressante strandeng. Bare de to tiltag vil i praksis annullere meget af hvad biodiversitetsstrategien kan medføre af positive tiltag.

Udover ovenstående om Amager Fælled har jeg også andre kommentarer.

  1. Det er vigtigt at der ikke opsættes bistader, da de tamme bier svarer til husdyr, der stjæler føde fra de vilde bier. Eksisterende bistader bør derudover fjernes når aftalerne udløber. De tamme bier er på ingen måde truet og bidrager på ingen måde til biodiversitet, tvært imod udkonkurrerer de, de vilde bier ved at fjerne deres fødegrundlag. Ja, de tamme bier bestøver blomster og træer, men hvis de tamme bier ikke gjorde det, ville der komme en vild bi forbi i stedet. Derudover betyder det ikke noget for biodiversiteten om blomster og træer er 50% bestøvede (uden tamme bier) eller om de er 95% bestøvede (med tamme bier).
  2. Lad gamle træer stå. I Danmark er vi meget forskrækkede over hvis et gammelt træ skulle tabe en gren, men hvis man er lidt opmærksom, er det ikke noget problem. Som en overgangsordning kan man nøjes med kun at fælde træer tættere end 5m fra stier når de bliver gamle. Det efterlader stadig rigtig mange gamle træer mere end 5m fra stier i Fælledparken, Valbyparken, Utterslev mose og sikkert en række andre steder.
  3. De skal mange, mange flere træer langs vejene. Kig mod Frederiksberg og se hvad de gør. Ja, det er besværligt og dyrt, men effekten på hvordan København opfattes som værende grøn vil være stor. Særligt er det vigtigt at træerne kommer ud fra centrum, fx til Vanløse og Brønshøj. De skal derudover helst plantes 3 og 3 eller 2 og 2, så der er et træ, der kan tage over når det ene går ud. Som supplement til kommunens egne veje kunne man udpege private fællesveje hvor kommunen vil betale for opsætning af træer, fx Vanløse Allé.
  4. Opsætte volde i kanten af parker, der ligger langs større veje. Helst af sten, men jord er også ok. Stenvolde giver fremragende bosteder for en lang række dyr. Derudover vil voldene bidrage til støjdæmpning i parken, fx Grøndalsparken, Vestre Kirkegård, Bryggens bastion, dele af Utterslev mose.