Oprettet: 13. september 2022
Svarnummer:
64

Indsendt af

ANNETTE THORUP

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Kære Område for Byplanlægning

Det meget fine og omfattende materiale om biodivisitet i Københavns Kommune er imponerende. Imidlertid synes materialet ikke at indeholde særlige tanker og initiativer for den nye bydel i den sydvestlige bydel, der ovenikøbet med kommunen som aktiv medspiller er i fuld gang med at etablere sig som den grå bydel. Man ødelægger i øjeblikket biodiverstiteten i området og erstatter det med sparsom randbeplantning. Dette fremmer ikke biodiversiteteten og vanskeliggør mulighederne for efterfølgende at rette op på den deraf følgende forringede biodiversitet.

Det bemærkes, at kortmaterialet muligvis ikke er helt opdateret - i hvert fald er Stejlepladsen stadig markeret som grønt område. Det ville ellers være en god ide at bevare Stejlepladsen.

Herudover foreslås, at kommunen i forbindelse med kommende byggeprojekter i området gør mest muligt for, at Sluseholmen og Sydhavnen ikke ender med at blive en ny grå bydel.

Der tænkes ikke særligt meget grønt ind i de igangværende og kommende byggerier - udover nogle træer hist og her. Sådanne meget spredte tiltag som enkeltstående træer skaber ikke meget biodiversitet. 

Det foreslås desuden, at Sluseholmen tænkes ind i de grønne forbindelser. Der bør derfor laves en grøn pil fra Sluseholmen over Sjællandsbroen/Sydhavnsgade og Bådehavnsgade samt Fragtvej. Fragtvej bør omdannes til et område med adgang for fodgængere og cyklister og med et grønt område med vild blomstereng. Stark der ligger for enden af Fragtvej kan etablere adgangsvej på sit eget matrikel. Dette ville skabe en bedre fremkommelighed for fodgængere og cyklister og samtidig skabe en naturlig og bedre forbindelse fra cykel/gangstien over for og langs med Fiskerihavnen.

Jeg foreslår desuden, at der for vores nye bydel Sluseholmen etableres mindst en grøn oase med høj biodiversitet i tilknytning til et kulturhus eller lign., der kan etableres i området.

Venlig hilsen

Annette Thorup