Oprettet: 20. december 2022
Svarnummer:
30

Indsendt af

Kathrine Rossau

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Det er ikke på nogen måde i byens ånd at bygge stort og ugennemtænkt på hjørnet af Englandsvej og Søren Norbys Allé. Når bygherren så tilmed fusker med størrelsesforholdet på de visualiseringer, som byens politikere skal tage stilling på baggrund af, bliver jeg decideret bekymret for, hvad de ellers har af overraskelser, hvis først projektet sættes i gang.

Når der bygges stort på kanten af et gammelt og kulturbærende kvarter, som Eberts Villaby går det stik imod ambitionen om at bevare byens sjæl, som jo eller – og stor applaus for det – er en ambition blandt andet udtrykt gennem projektet, der har udpeget 50 bygninger, som man vil forsøge at bevare i sin nuværende form. Tillader man byggeriet på Englandsvej 25, skæmmer man lige præcis den del af byens sjæl, som har til huse i Eberts Villaby.

Hvis man endelig VIL bygge nyt på grunden, bør man i stedet skele til byggeplanerne for Englandsvej 21, der orienterer sig mod Eberts Villaby både i størrelse, materialevalg og detaljer i byggeriet – og i øvrigt genspejler de byhuse, der er bygget lidt længere inde ad Sundholmsvej.

Det nuværende byggeris påstand om at en ”nedtrapning” mod husene i Eberts Villaby klinger hult, når tegninger, ud over at forvrænge størrelsesforholdet ift. Bygningen på Søren Norbys Allé 18, ikke respekterer villakvarterets grundtanke om æstetik, god kvalitet i byggeplanerne og det faktum, at alle huse ligger tilbagetrukket fra vejen med et grønt område foran sig.