Oprettet: 18. maj 2022
Svarnummer:
18

Indsendt af

Jacob Willemoes Poulsby

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Tak for muligheden for at få indflydelse.

Vi støtter ikke forslaget fra skolelederne om at ændre på distriktsinddelingen mellem Brønshøj Skole og Bellahøj Skole.

Ændringsforslaget har ikke opbakning fra forvaltningen, da det ikke lever op til principperne for mindste indgriben og kapacitetsbehov

  • Det bekymrer os, at skolelederne prøver at løse et problem stik modsat anbefalingen fra forvaltningen, som har til opgave bl.a. at sikre sammenhæng mellem befolkningsudviklingen og kapacitet på folkeskolerne.
  • Vi konstaterer også, at Brønshøj Skole har ledig kapacitet eller kommer til at overskride kapaciteten så marginalt, at det er muligt at løse det i praksis. De kommende årgange til skolestart bliver de kommende år mindre, så kapacitetsudfordringen bliver løst af sig selv.

Den sociale sammenhængskraft i rode 277 risikerer at blive forringet

  • Da forslaget om en ændring af skoledistrikt i rode 277 ikke ændrer ved søskendegarantien, er vi bekymret for den sociale sammenhængskraft børnene imellem i rode 277. Hvis forslaget træder i kraft, vil vi stå i en situation, hvor nabo-børn af samme alder og klassetrin går på to forskellige skoler, hvis et af disse børn har en ældre søskende født før 2017. Dette mener vi ikke fordrer til en barndom, hvor man kender børnene på vejen og leger med hinanden. Dette er unægtelig en vigtig del af både børns og forældres trivsel. 

Ændringen løser ikke det bagvedliggende problem, som er at mange forældre i distriktet fravælger skolen

  • Vi er ikke i stand til at vurdere, om Bellahøj Skole er en bedre eller dårligere skole end de andre skoler i området. Vi kender både mange forældre og børn, som er glade for at gå på skolen, men vi har også hørt fra både forældre og ansatte på skolen, at skolen har markante udfordringer. Vi tror ikke på, at den forslåede ændring vil bidrage til at løse de socioøkonomiske problemer, som er nævnt i indstillingen. Vi forventer blot, at forældrene i endnu højere grad vil vælge alternativer. I stedet bør Bellahøj Skole, forvaltningen og politikerne i stedet sætte fokus på at sikre et stærkt skoletilbud og skabe opbakning til tilbuddet indenfor de distrikter, der i forvejen hører til skolen. Og måske kunne lidt oplysning og en invitation til forældre i nærområdet, herunder rode 277, til en informationsaften på skolen gøre Bellahøj til et tilvalg og ikke et fravalg.

Med venlig hilsen

Line Willemoes Poulsby og Jacob Willemoes Poulsby, Tuxensvej 30, 2700 Brønshøj

Caroline Taksøe-Vester og Simon Jønck, Tuxensvej 27, 2700 Brønshøj