Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 19. maj 2022
Svarnummer:
20

Indsendt af

Hanne Munk

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Vi skal hermed benytte muligheden for at indsende høringssvar til forslag om distriktsændring for skoleåret 2023-2024 for Brønshøj-Bellahøj skoler.

Vi bemærker, at det af Indstilling og høringsmaterialet fremgår, at ” BUF foreslår som udgangspunkt kun ændringer af skoledistrikterne for at imødekomme eventuelle kapacitetsudfordringer med for mange elever på de berørte skoler". Videre indstillingen i skrives, at ”det i år er det ikke nødvendigt at ændre skoledistrikterne for at løse kapacitetsudfordringer, men forvaltningen indstiller, at to forslag til distriktsændringer sendes i høring på baggrund af et lokalt ønske og et medlemsforslag til BUU. Skolelederne på Brønshøj Skole og Bellahøj Skole har ønsket, at et forslag om at flytte rode 277 fra Brønshøj Skole til Bellahøj Skole sendes i høring, da Bellahøj Skole har ledig kapacitet, mens Brønshøj Skole er tæt på fuld kapacitet”.

Det fremgår således, at Brønshøj Skole er tæt på, men ikke har nået fuld kapacitet. Forslaget forekommer på den baggrund selvmodsigende og ikke i overensstemmelse med BUF’s anbefalinger, men har alene til formål at udligne socioøkonomiske forhold mellem de to skolers optageområder. Dette falder som anført udenfor BUF’s anbefalinger.

At udtage én specifik rode til dette formål, forekommer at være ”gidseltagning” af et tilfældigt udvalgt områdes familier, som derefter med meget kort varsel kan se deres families langtids-planlægning og valg af bolig i forhold til tilhørsforhold til venner og familie, skolevej og fritidsplaner ændret, alene på baggrund af skolelederes skøn.

Såfremt ”tæt på” fuld kapacitet på Brønshøj Skole udgør et plads- og ressourcemæssigt problem, bør det forsøges løst med tilførsel af ressourcer, sådan som Forvaltningen i øvrigt selv foreslår det i Referat af 6.4 2022 i BUF.. Derudover forventes naturligvis en tæt observation af udviklingen på skolen, såvel fagligt som trivselsmæssigt.

Yderligere skal tilknyttes nogle kommentarer til processen for forslaget.:

Det forekommer usandsynligt, at skoledelserne i de to områder og BUF  ikke har kunnet forudse udviklingen i børnetallet igennem længere tid og foretage  rettidig planlægning. Af Forvaltningens kommentar fremgår, at en ”udtynding” af børnetallet automatisk kan forventes og at udfordringen for en enkelt årgang bør løses med en særlig indsats.  

For de familier, der vil blive berørt af forslaget, er tidshorisonten helt urimeligt kort. Børnefamilier anskaffer bolig og planlægger valg af institution og skole mange år før skolestart. I undertegnedes tilfælde gælder det ligeledes os som bedsteforældre, der i sikker forventning om skoletilhørsforhold har købt bolig tæt på skolen, for at støtte børn og forældre omkring skolestart og være til rådighed med pasning tæt på skolevejen.

Af Referat fra møde i BUF 6.4 2022 fremgår at, ”Forvaltningen anbefaler ikke løsningen, da distriktsændringen ikke lever op til principperne for mindste indgriben og kapacitetsbehov. Med den nuværende befolkningsprognose forventes det, at Brønshøj Skole uden ændring af distriktet igen vil komme ned på optag af fire 0. klasser fra 2024/25. Skolen vil derved kun overskride dens fastsatte kapacitet ved næste skoleindskrivning. Det ekstra antal klasser skal i stedet håndteres via en klassesammenlægning på de senere årgange eller ved kapacitetsafhjælpende foranstaltninger”.

Vi skal meget kraftigt anmode om, at det fremsatte forslag følger BUF’s indstilling om mindste indgriben og tages af bordet, så børnefamilierne i det berørte område kan få ro og tillid til planlægning af deres børns skolegang.