Oprettet: 13. september 2023
Svarnummer:
16

Indsendt af

Bodil Fosgaard

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Høringssvar til miljøkonsekvensrapport for Harrestrup Å i Vigerslevparken

Umiddelbart er det positivt at kommunen beskytter borgerne mod oversvømmelse, men som bruger af Vigerslevparken kan jeg ikke forstå, at der skal foretages så store negative indgreb i parknaturen.

Når jeg læser miljøkonsekvensvurderingen, er jeg alvorligt bekymret for, at det er biodiversiteten der må bekoste, at klimatilpasningen kan foregå så billigt som muligt.

Projektet har to hovedformål, men gennem hele miljøvurderingen virker det umiddelbart som om, at der er tale om et skybrudsprojekt, hvor påvirkning af biodiversiteten er forsøgt begrænset. Det virker umiddelbart som om, at kommunerne og deres rådgiver forsøger at greenwashe et klimatilpasningsprojekt ved at kalde det naturgenopretning.

Det undrer mig meget, at kommunerne kan tillade at der også i fremtiden ledes opblandet spildevand samt overfladevand til Harrestrup Å. Det er ikke i overensstemmelse med Horsens afgørelsen, da det vil hindre målopfyldelse både økologisk og kemisk. Det er en stor mangel i miljøkonsekvensrapporten, at der ikke er undersøgt hvordan de miljøfremmede stoffer i det tilførte overfladevand påvirker målopfyldelse af vandrammedirektivet og miljøet generelt (Kobber, zink, Phthalater, PFAS, crom ol). Når fliserne fjernes i vandløbet er jeg bekymret for, at der sker øget erosion og indtrængen af beskidt vand nedefra til vandløbet.

Desuden er jeg bekymret for, at det beskidte sediment der ligger på bunden af vandløbet, sammen med fortyndet spildevand vil ende i det nedstrøms beliggende Natura2000 område og have negativ indvirkning på udpegningsgrundlaget og naturen der.

Af miljøkonsekvensrapporten fremgår det, at der ”udvalgte steder vil der blive udlagt gydegrus, større skjulesten og evt. dødt ved for at skabe en større fysisk variation i vandløbet og øge antallet af levesteder, idet der dog skal tages hensyn til at materiale fra overløb ikke samles”. Hvorfor udlægges der gydegrus og skjulesteder, forventer kommunen og dens rådgiver at der kan gydes i opblandet spildevand?

Projektet indebærer rydning af mere end 300 træer i Vigerslevparken, men kommunen kalder det stadig et naturgenopretningsprojekt. Flere gamle træer ryddes, nogen af kosmetiske hensyn, hvilket jeg forestiller mig, må være i strid med både fredningen og København kommunes træpolitik.

Jeg er ærgerlig over de store rydninger og den øgede tilgængelighed, og opfordrer Københavns Kommune til at genvurderer behovet for rydninger. Jeg kan intet sted i rapporten se hvilke projekttilpasninger der er iværksat for at minimerer trærydningen.

Når der stadigvæk er overløbsvand i vandløbet, er jeg oprigtigt bekymret for at der i fremtiden vil være uhygiejniske forhold i vandløbet og parken efter skybrud og overløb. Der mangler en vurdering af den sundhedsrisiko borgerne udsættes for, når de kommer i kontakt med spildevand. Her tænker jeg primært på E. coli og Weils syge. Men det er direkte ulækkert, hvis der aflejres toiletpapir, tamponer og andet uhygiejnisk på oversvømmelsesområderne efter skybrud.

Jeg kan jo kun være begejstret for, at kommunerne gør noget for at beskytte borgerne mod skybrudsvand, men at kalde det et naturgenopretningsprojekt virker som greenwashing for at få projektet til at glide lettere ned blandt kommunens borgere og politikere.

Ikke et sted har jeg fundet tiltag der gavner naturen.

Desuden vil jeg mene at projektet strider mod både vandrammedirektivet og habitatdirektivet, da vandløbet fortsat skal modtage spildevand og overfladevand og at der fortsat udledes miljøfremmede- og næringsstoffer til Natura2000 området.

Mvh

Bodil