Høringssvar vedrørende Tingbjerg tillæg 1 - lokalplanforslag

Oprettet: 19. juni 2024
Svarnummer:
175

Indsendt af

Jim Groser

Postnr.

2600

By

Glostrup

Høringssvar

**Vedr Rækkehusene i Tinbjerg**

 

Langhusvej 79. Det er her, Alice og Frank har skabt deres hjem gennem 57 år. Her har de opfostret deres børn og budt børnebørn og oldebørn velkommen hver eneste weekend.

Jeg voksede op i Tingbjerg fra jeg var fem år og indtil jeg blev voksen. Mine elskede forældre, Alice og Frank Groser, har altid været omdrejningspunktet i vores familie. Først boede vi i Solgavl, og få år senere flyttede vi, da de første fem rækkehuse stod klar. Min mor var gravid med min lillesøster, da vi flyttede, og et par år senere fik vi endnu en søster. Mine forældre forlod en taglejlighed på det dystre Nørrebro for at finde den friske luft 'på landet' i Tingbjerg. De valgte et rækkehus – en drøm, som næsten virkede uopnåelig for en lille ny familie. Det blev deres hjem, hvor de forventede at leve resten af deres liv. Frank og Alice Groser har nu boet i rækkehusene nr. 79 siden de blev bygget i 1967. I dag er min far 91 år og min mor 81 år gammel.

57 år har de boet der! Et helt liv fuld af minder og kærlighed.

Aldrig havde de forestillet sig, at de skulle smides ud og flyttes til en midlertidig bolig, som de ikke aner, hvor er eller hvordan ser ud. De har levet med denne uvished i 5-6 år, uden at få klare svar om deres fremtid. De ved ikke, om den nye bolig vil være handicapvenlig, så min far på 91 kan komme rundt med sin rollator. De ved ikke, om min mor vil få en stuelejlighed med have, hvor hun kan pleje de træer og buske, hun selv har plantet gennem årene. Alle disse minder skal nu bulldozes væk for at give plads til byggefirmaers profit.

Det er simpelthen uværdigt. Det er forkert. Denne beslutning må ændres.

Rækkehusene er solidt bygget. Se selv billederne.

Rækkehusene er det nyeste af det oprindelige byggeri i Tingbjerg. Der er huse, der er 20 år ældre, som er blevet renoveret. Hvorfor er det så rækkehusene, der skal rives ned? Jeg tror, det skyldes deres ideelle beliggenhed direkte ved mosen, som giver flest penge ved salg. Det handler ikke om, at de er ældst eller dårligst.

Så til alle ansvarlige politikere: Hvis I virkelig er der for borgerne, de mange handicappede og ældre, som har boet der siden husene blev bygget, så hjælp Alice og Frank med at få en værdig alderdom i det lille hus og den have, som de sammen har skabt et helt liv i.