Høringssvar vedrørende Hamletsgade - lokalplan 631

Oprettet: 28. september 2022
Svarnummer:
20

Indsendt af

Svend Rechnagel

Virksomhed / organisation

AB Klosteret

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

 

Vedtaget på bestyrelsesmødet i andelsboligforeningen Klosteret (Bragesgade 26 A-F) den 15. september 2022.

Bestyrelsen i AB Klosteret mener, at lokalplanen ikke i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til kvarteret og den eksisterende bebyggelse. Opførelse af 15.200 m2 kontorbyggeri vil være meget dominerende i forhold til områdets bevaringsværdige bygninger som fx Kingos kirken, manufakturforeningens stiftelse (AB Klosteret) og bebyggelsen i Baldersgade.

  • Det foreslåede nybyggeri ud mod Nannasgade på fem etager er ikke afstemt med bygningerne på den modsatte side af Nannasgade, Kingos kirken og AB Klosteret, der er opført i rød tegl med saddeltag på tre etager. Forslagets bygninger i Nannasgade skal ned på to til tre etager med en maksimal højde på 12 meter.
  • Nannasgade er områdets centrale skolevej. Forslaget til lokalplanen vil give en markant forøgelse af trafikken i Nannasgade. Indkørsel til den foreslåede parkeringskælder skal flyttes til Hamletsgade.  
  • Den foreslåede randbebyggelse mod Nannasgade skal trækkes ind på Holger Petersens fabriksområde, så der bliver plads til træer og opholdsmuligheder i Nannasgade.
  • Den foreslåede udvidelse af bygningsareal og arbejdspladser er urealistisk i forhold til det foreslåede antal parkeringspladser. Lokalområde vil i høj grad blive belastede af mere parkering i de omkringliggende gader.
  • Åbningen af passagen mellem Tagensvej og Nannasgade vil i aften- og nattetimerne være uden opsyn, hvilket vil skabe utryghed blandt mange af områdets beboere.

På vegne af AB Klosteret

Bestyrelsen (Jacob Legarth Sandorff Schmidt, Paul Hollander, Signe Kirstine Hedegaard Johnsen, Kennie Falk Havn og Svend Rechnagel)