Høringssvar vedrørende Hamletsgade - lokalplan 631

Oprettet: 5. oktober 2022
Svarnummer:
46

Indsendt af

Ole Hansen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Nørrebro har brug for mere lys og luft - ikke mere "fortætning" og kedeligt kontorbyggeri.

Kan man som jeg huske byfornyelsen fra 80'erne og 90'erne, kan man også huske Københavns kommunes daværende mantra om "lys og luft" i og omkring byens karréer og der var dengang endda en kommunal afdeling for gårdrydning ("Grønne Gårde"). Siden da har tingene godt nok ændret sig: Vi står her med et på alle måder formørket forslag, der ligefrem lægger op til at genopbygge de solløse baggårde. Og indtil for nylig havde Københavns Kommune et ambitiøst klimamål om at blive den første CO2-neutrale hovedstad i verden i 2025. Det har man droppet igen. Her flugter lokalplanforslaget meget godt dette fravær af visioner ved at bidrage til mere trafik til byen – hér endda på en af kvarterets meget benyttede skoleveje. 

En indkørsel fra Nannasgade (forslagets s. 46) med livlig trafik omkring kl. 08, hvor både kontorfolk og skolebørn skal møde, er også meget svært at få til at rime med Københavns Kommunes initiativ om at lukke for gennemkørende trafik ved en masse folkeskoler i en time hver morgen - for at få mere sikre skoleveje. Hertil kommer, at områdets små og smalle gader ikke gearet til endnu mere trafik – og da slet ikke efter at der er kommet skråparkering næsten alle vegne.

Lokalområdet er allerede nu et at de tættest befolkede i Danmark (hvis ikke dét tætteste?) Der er således ikke brug for mere fortætning i form af en næsten 20 meter høj bygning ud mod Nannasgade/Hamletsgade. Se venligst vedhæftede nu-og-efter-billede, hvor bygningens massive karakter i forhold nu tydeligt fremgår. Det er ærligt talt temmelig anmassende, at vi skal have bygherrens dårlig smag lige op i hovedet. Desuden bliver der inde på grunden bygget meget tæt op ad naboejendommen Nannasgade / Baldersgade, hvor man for nyligt har fået altaner. De bliver jo ikke meget værd, hvis forslaget realiseres.

Bygningen Nannasgade/Hamletsgade vil ligge i sollys det meste af eftermiddagen og vil, med sine enorme glasfacader, have et tilsvarende enormt behov for nedkøling store dele af året, hvilket ikke virker særligt “grønt”. Slet ikke i disse sparetider. Jeg er ikke ekspert i byggematerialer, men tillader mig dog at tvivle på, at projektets glas-, stål- og betonkonstruktioner er specielt økologiske. 

Hvad skal man så gøre? I stedet for at bygge høj og grimt, kunne man - hvis der partout skal bygges - prøve noget helt andet end det sædvanlige i København: bygge lavt og pænt. Lade være med at bygge helt ud til fortovet og måske ligefrem lave et hyggeligt lille torv overfor Kingos Kirken. Altså noget byggeri "med en bærende arkitektonisk idé i forhold til områdets særlige karakter og det omliggende kvarter, så det kan medvirke til at give området et løft" som Teknisk Forvaltning efterlyste tilbage i 2018. Det må være muligt. Måske endda med brug af rigtige mursten - gerne genbrug, far det der alligvel bliver revet ned rundt omkring. Lad det blive bygninger med faciliteter, der rent faktisk kan komme lokalområdet til gode, så som kunstneriske værksteder – de gamle forsvinder jo efterhånden p.g.a. saneringer som fx den i Rådmandsgade. Kedelige kontorbygninger har vi nok af.