Høringssvar vedrørende Hamletsgade - lokalplan 631

Oprettet: 3. oktober 2022
Svarnummer:
37

Indsendt af

Malou Alsing

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Kære Københavns Kommune.

Jeg er meget bekymret for den nye lokalplan for Hamletsgadekvarteret. Der er planer om et byggeri i fire etager lige ved vores altan og baghave, og det kan jeg slet ikke overskue. Efter at have boet flere steder i København har jeg endelig fundet et hjem, hvor der er roligt, rart, og det er til at sidde i fred, uden man skal bekymre sig for, at nogen kigger ind.

Vores dejlige nye altan frygter jeg, at jeg slet ikke vil bruge med et byggeri lige opad, fordi der så hverken er den følelse af luft, som der er nu, der vil være meget mindre lys, og samtidig vil der hele tiden være nogen, der kan kigge lige over på en. Det bliver mindre trygt, mindre roligt, mindre rart.

Familie og venner, der har været forbi, har været imponerede over, at det i København er muligt at finde et sted som det her. Nærmest alle har sagt det. At det er vildt at have et åndehul så centralt i byen, hvor man kan sidde ugeneret på sin altan og føle, man er langt fra larm og andre mennesker. Det er det, der vil gå tabt med den bygning. Det, alle andre roser så meget, og som vi skatter så højt.

Jeg er sikker på, at vores lille oase i byen bliver ødelagt, og det synes jeg, er så synd, hvis man i en i forvejen meget tæt bebygget by ødelægger de steder, hvor der endnu er luftigt, roligt og dejligt.

Jeg ser ingen fordele ved den nye bygning, men en lang række ulemper, og jeg har den seneste tid gået og bekymret mig over, om det vil blive så generende, at vi så må flytte væk fra vores hjem.

Derfor håber jeg, at I lytter og vil genoverveje den store bygning, som vil betyde en meget væsentlig forringelse for alle os, der bor her i forvejen, og som i mindre grad vil have lyst til at blive boende lige så længe, hvis den nye plan føres ud i livet.