Høringssvar vedrørende Hamletsgade - lokalplan 631

Oprettet: 25. september 2022
Svarnummer:
18

Indsendt af

Anne-Dorte Hesselholt

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Uacceptabel øget parkeringsbelastning på de omkringliggende beboelsesgader pga. for få parkeringspladser inde på området

Hvis København Kommunes lokalplansforslag gennemføres, vil det medføre en belastning af de omkringliggende gader med uvedkommende parkering fra det store nye kontorbyggeri.

I dag er der ca. 92 personbil-parkeringspladser indenfor den sydlige del af området og 22 på Tagensvej-slippen, der dagligt er fuldt optaget med de nuværende antal kontorarbejdspladser. Lokalplansforslaget vil sænke parkeringspladskravet fra, at antal parkeringspladser ikke må overstige 1 p-plads pr. 100 etagekvadratmeter til, at det ikke må overstige 1 p-plads pr. 214 etagekvadratmeter svarende til max. 158 parkeringspladser. Det fremgår af bygherres arkitektplaner, at bygherre vil etablere 86 p-pladser i parkeringskælder og 4 korttidsparkeringer på terræn. Det kan på ingen måde dække det behov, der forventeligt følger med et kontorbyggeri af denne størrelse. Det må derfor forventes, at vi som beboere ikke alene vil blive belastet med øget trafik, støj og bilforurening, men også af øget parkering i gaderne.

Vi ser frem til ’grønne veje’, som etableres 2024-28 i kvarteret, men vil reducere antal parkeringspladser i gaderne.

Derfor er det et ændringskrav til lokalplansforslaget, at:

  • Antal parkeringspladser i parkeringskælder øges markant, så vi, der bor i kvarteret, ikke bliver belastet af mere parkering i gaderne. Den eksisterende parkeringsdækning med 1 parkering pr. 100 m2 etageareal fastholdes som minimumskrav.
  • Parkeringskælderen skal kunne anvendes af beboere i kvarteret uden for normal arbejdstid (mod betaling), så vi kan få flere biler væk fra gaderne.

Lokalplansforslagets utilstrækkelige parkeringspladser for byggeriets 33.900 m2 kontorareal og kommende etablering af ’grønne veje’ i kvarteret, der reducerer gadeparkering

Det fremgår af lokalplansforslaget, at

  • de eksisterende ca. 92 parkeringspladser på det sydlige terræn og 18 p-pladser på Tagensvej-slippen vil blive nedlagt
  • den eksisterende parkeringskælder, der i dag anvendes som lager, vil blive åbnet for parkering og udvidet til i alt 86 parkeringspladser
  • der vil blive opført ca. 15.200 m2 ny bebyggelse med serviceerhverv i 4-5 etager. For erhverv og kontorer må bilparkering ikke overstige 1 plads pr. 214 m2, se side 8. Med et samlet bruttoareal på 33.900 m2 erhverv og kontorer vil der maksimalt være krav om ca. 158 parkeringspladser i en parkeringskælder.

Allerede de eksisterende 92 p-pladser på området er dagligt fuldt optaget med de nuværende kontorarbejdspladser. Da en kontormedarbejder sjældent har 214 m2 til sin rådighed, må det antages, at der med det nye kontorbyggeri vil blive langt mere end 158 personer, der dagligt skal transporteres til og fra området, hvilket vil medføre en voldsom trafikal belastning af kvarteret.

Vi ser frem til HOFOR’s etablering af ’grønne veje’ bl.a. i Hamletsgade, Nannasgade og Baldersgade i 2024-28 med bede langs vejkanterne, der opsamler regnvand, og som kan bidrage til et kønnere og mere grønt kvarter. Men ’grønne veje’ vil reducere antallet af parkeringspladser i kvarteret. Derfor bør der stilles krav om, at et nyt byggeri i kvarteret skal være med til at løse de stigende udfordringer med manglende parkeringspladser, såvel for beboere som erhvervsfolk. Det vil være en hensigtsmæssig udnyttelse af parkeringskælderen, at beboere i kvarteret kan anvende de ledige parkeringspladser aften, nat og weekend, når medarbejdere i erhvervs- og kontorbyggeriet ikke er på arbejde.

Derfor foreslås det, at:

  • Antal parkeringspladser i parkeringskælder øges markant, så vi ikke bliver belastet af mere parkering i gaderne, som minimum 1 parkeringsplads pr. 100 etagekvadratmeter.  
  • Parkeringskælderen skal kunne anvendes uden for normal arbejdstid af beboere i kvarteret (mod betaling), så vi kan få flere biler væk fra gaderne og udnyttet gadearealet til ’grønne veje’ og byrum.

Dette høringssvar er udarbejdet på baggrund af en drøftelse på et beboermøde om lokalplansforslaget den 6. september 2022. På mødet deltog 30 borgere fra Nannasgade, Baldersgade, Hamletsgade og Tagensvej.  Beboermødet blev arrangeret af borgere fra gaderne omkring området for lokalplansforslaget, som følge af at der ikke har været nogen borgerinddragelse under udviklingen af lokalplansforslaget.

Venlig hilsen

Anne-Dorte Hesselholt

Baldersgade 63,4.th.

2200 Kbh N