Oprettet: 21. juli 2021
Svarnummer:
59

Indsendt af

Søren Rud

Postnr.

1453

By

København

Høringssvar

Jeg arbejdede en gang på en stor arbejdsplads. Hver måned holdt direktøren et fællesmøde med alle cheferne (og der var mange). Her fortalte han ærligt om den seneste måneds resultater, men han berørte også mere overordnede emner. F.eks. fortalte han en dag, at de fem mindre virksomheder, som man havde solgt 7 år tidligere, nu blev købt tilbage. Den gang var det rigtigt at sælge, sagde han. Nu er det rigtigt at købe tilbage. Det, der var rigtigt for 7 år siden, er ikke rigtigt i dag. Sådan er det i virkelighedens verden.

Præcis sådan er det også i Københavns Kommune. For 10-15 år siden blev der givet los for bevillinger og udeserveringer. Det var måske det rigtige at gøre på det tidspunkt. Men nu, så mange år senere, er det rigtige at trække nogle af de mange bevillinger - ikke mindst natbevillinger - tilbage. Det har taget overhånd. Det er løbet løbsk. Der er slet ikke længere kontrol med bevillingerne i kommunen, og slet slet ikke kontrol med de konsekvenser, de påfører beboerne, de små butikker - og dermed byen. Det er ikke en skam at ændre politik, når virkeligheden viser, at den man fører, ikke længere er rigtig..

Hvert fjerde år er der en stor udskiftning i BR, og måske er der nu så få medlemmer tilbage, der har fulgt udviklingen, at man på rådhuset tror, at “sådan har det altid været, og det kan vi ikke ændre”. Jo, det kan I. Det er jer der bestemmer. Det er jer, der er ansvarlige for, at masser af københavnere ikke kan holde ud at opholde sig - end sige sove - i deres egne lejligheder, når nattelivet er værst.

Nej, det skulle vi ikke have tænkt på, da vi flyttede ind. Nej, vi kan ikke bare flytte. Vi VIL ikke bare flytte. Vi elsker vores by, vi vil bare gerne kunne være her - også om natten..

Natteværter uden beføjelser, støjvagter i totalt undertal og dialog, som vel at mærke har været forsøgt de sidste 8 år, er stort set de eneste tiltag, som politikerne foreslår som modspil til den kaotiske situation i nattelivet. Hvad med volden? Hvad med voldtægterne? Hvad med narkosalget? Hvad med festen i gaden? Det hele forsvandt mirakuløst under corona-nedlukningen i det indre København. Nu bliver alt lukket op igen, og narko, voldtægter og overfald bliver igen hverdag. Hvordan kan I leve med det? Hvordan kan I leve med, at tusindvis af beboere nu igen skal leve med at være naboer til barer og diskoteker der holder åbent til kl. 02 eller 05 - ofte også i hverdagene? Vi vil gerne kunne stå op og gå udhvilede på arbejde eller i skole - eller i børnehave….

Volden stiger eksponentielt med åbningstiderne i nattelivet. For hver time barerne har åbent efter midnat, stiger volden - specielt i den indre del af byen. Læs rapporten vedhæftet i høringssvar nr 39. Når I ikke ønsker at skære ned på antallet af natbevillinger i de hårdest ramte områder, påtager I politikere jer et meget meget stort ansvar. En anden rapport dokumenterer, at i de gader, hvor der er flest barer, der er også flest overfald, mest vold og flest tyverier - for slet ikke at tale om narko. Hvorfor erkender I det ikke?

Begynd med at fjerne natbevillingerne i hverdagene og gå så videre med de gode forslag i høringssvar 18, 33 og 39.