Oprettet: 9. juli 2021
Svarnummer:
31

Indsendt af

Lise B. Andersen

Postnr.

1104

By

København K.

Høringssvar

Som mangeårig beboer tæt på "minefeltet" (der var næsten ikke eksisterende for 15 år siden) er det beskæmmende at opleve den tivolisering og degradering af Middelalderbyen. Et byområde, som alle Københavnere bør værne om og tage vare på.

Beboerne i Indre By er totalt overladt til dem selv og må adskillige gange rette henvendelse til både forvaltninger og politi, idet alle regler og love tilsidesættes. Ofte modtager beboerne en "sludder for en sladder" og til tider endda ukorrekte oplysninger fra kommunen.

Nattelivet skal indskrænkes i de værst ramte områder. Ikke kun stop for 5-bevillingerne med indskrænkning af 5-bevillinger. Ligesom ejerskifte ikke automatisk får natbevilling.

Der bør enten være mere gående politi i gaderne eller et ordenskorps, som har samme beføjelser som politi. Kun ved uddeling af bøder for urinering, affald, hærværk og overtrædelser af ordensreglementet kan der skabes en støjdæmpende effekt.

For restaurationer uden udeservering bør drikkevarer ikke være tilladt at medbringe udenfor, hvis man fx ønsker at ryge.

Trafik og byrum:

Der skal tages gevaldigt hensyn til, hvilke gader der planlægges at lukke for trafik. Ikke alle gader egner sig til byrum. Ny Adelgade er en lille, smal gade, der løber parallelt med Gothersgade. I kraft af nærkontakten med nattelivsbrugerne og nuværende ekstrem støjende barer/værtshuse i Ny Adelgade, vil det skabe endnu flere katastrofale støjmæssige følger for de 80 beboere i gaden. Et lukket byrum her, vil med 100% garanti hurtigt blive omdannet til en festzone. Det er beboerne ikke interesseret i. 

Kommunen kunne tage kontakt med det engelske transportministerium, som har indført "støjkameraer". Dvs. støjkameraer, som affotograferer nummerplader på støjende biler og motorcykler. Dette har efter sigende en god effekt. https://www.gov.uk/government/news/new-noise-camera-trial-to-crack-down-on-illegal-vehicles

Udeservering:

Der er ingen konsekvenser for restauratører der enten har udeservering eller som opretter udeservering UDEN at have tilladelse. Der bør og skal være grænse for støj fra gæster i udeserveringsområderne. I vores lille smalle gade måler vi selv ofte over 70 dB, hvilket er langt over det tilladte i byområder.

Københavns Kommune skal ikke lukke gader for trafik for at oprette "hyggelige byrum" uden, at beboerne i gaden og området er blevet hørt. Små, smalle gader kan ende med utallige udeserveringer, som genererer væsentlig mere støj og møg, og gaden bliver omdannet til en stor fest.

Der skal slås hårdt ned på restauratører, som ikke sørger for, at deres gæster (hvadenten de befinder sig på fortovet, på gaden eller fortovet overfor restaurationen) dæmper sig. OG, politiet skal dukke op og klager skal registreres. Er der registreret et vist antal klager over restaurationen skal det have konsekvenser - som fx. inddragelse af udeservering eller inddragelse af natbevilling. Ved oftere tilsyn bør indberetninger sammenlignes med indkomne klager fra beboere.

Restaurationer skal IKKE pr. automatik tildeles udeservering.

Udeservering bør ALDRIG gives til barer, værtshuse eller cafeer, hvor det primære mål er salg af drikkevarer.

Restaurationer skal IKKE indtage et byrum, hvor formålet er profitskabende.

Udeservering skaber lige så meget støj som nattelivet og inviterer ofte til festlige, natlige ophold ved de sammenpakkede borde/stole/bænke.

Udendørs udeservering OG ophold udenfor barer/værtshuse/stripbarer bør ikke tillades efter kl. 22.00. Hvis tilladelse til midnat bør man, som det gøres i mange andre lande, klart oplyses (på skilt) at der skal udvises hensyn til beboerne og støj ikke er tilladt.

Desuden:

Salg af alkohol i detailhandlen bør ikke ske efter kl. 22.00.

Nattelivsplanen bør ikke træde i kraft før der er penge til bl.a. støjmålinger, ordenskorps m.m. Beboerne har ikke tillid til, at disse tiltag bliver gennemført efterfølgende, men blot er tomme løfter.

Narko: Narkotika (både indtagelse og salg af narko) sker i stigende grad i nattelivet. Igen vil synligt gående politi (med eller uden uniform) stresse både brugere og sælgere.

Forvaltningerne bør rapportere halvårligt og ikke årligt. 

Natteværter har ingen beføjelse eller effekt på nattelivet. Det er muligt, de kan hjælpe en berusede unge mennesker, men de kan hverken dæmpe støj, narko, druk m.m. Der foreligger INGEN undersøgelse om beboere har mærket til en effekt fra indsættelsen af natteværter.

Der bør arbejdes på at bevillinger efter midnat ikke tillades i tæt beboede områder.

Repræsentanter fra store bar-koncerner/restaurations-koncerner m.m. bør ikke have indflydelse på bestemmelser omkring bevillinger, åbningstider, udeserveringer m.m. Disse beslutninger bør tages af kommunen i samråd med de københavnske beboere.

Regler for skiltning m.m. bør indføres i nattelivsplanen. Reglerne findes i forvejen, men efterleves slet ikke eller yderst sjældent og kommunen holder ikke øje med nye facader. Æstetikken har trange kår i Middelalderbyen.

Københavns Kommune bør få effektiviseret deres forskellige forvaltninger. Som det er nu, kastes beboere mellem de forskellige forvaltninger, når der indgives klager.

Vedhæftet: Billeder fra udeservering i Ny Adelgade i 2020. Fra hhv. bar og værtshus samt foto fra maj 2021 af servering til gæster, som opholder sig ulovligt på fortovet overfor værtshuset Palæ Bar. Denne støj, røggener og møg ønsker beboerne ikke gentaget.