Oprettet: 22. juli 2021
Svarnummer:
92

Indsendt af

Jesper Andersen

Postnr.

1104

By

København K.

Høringssvar

Jeg har boet i Indre By i mere end 40 år, og kan i dag ikke kende min bydel, Middelalderbyen. Der hersker ingen tvivl om længere hvem, der bestemmer i det offentlige rum - det gør nattelivsindustrien åbenbart. Hvor jeg, før Bevillingsnævnet gav natbevillinger ud med rund hånd, følte mig som beboer og med mulighed for ro i eget hjem, kan jeg nu ikke engang åbne mine vinduer uden at få generende støj og røg fra beværtningers kunder. Kunder, som fylder hele gaden og fortovene. Kunder, som er totalt ligeglade med, at der bor mennesker i gaden og sidst, men ikke mindst, beværtninger, som mener de bestemmer over gadens byrum - uden den mindste hensynstagen til beboerne.

Københavns kommune bør IKKE tillade udeservering i beboelsesområder. Københavns kommune bør ikke tillade beværtningens kunder at tage ophold udenfor efter kl. 22.00 i beboelsesområder. De regler hersker i mange andre storbyer, men KK tør ikke tage kampen op!

I vores gade står ofte 150 mennesker ude på selve gaden foran værtshus og cocktailbar - og det er feststemte (fulde folk). Der måles ugentlig over 70 dB - hvilke politikere vil bo sådan? Jeg inviterer gerne på en sen aftenkaffe, så politikerne vil få større forståelse for de mega udfordringer vi har. Tænk sig IKKE at kunne leve med ro i eget hjem, men leve med en konstant summen, råben og skrigen. Lyde, der går snildt igennem de over 300 år gamle mure. Lyde, som jeg slet ikke havde i mit hjem for blot 15 år siden!

Københavns kommune bør, for engang skyld, lytte til beboere, som i årevis har måtte kæmpe for en tålelig hverdag og søvn om natten - uden at modtage hverken hjælp eller medhold. Fokus fra KK har været erhvervet. Derved affolkes Indre By, og bydelen kan forfalde til endnu mere tivolisering og Sunny Beach.

Københavns kommune bør tage stilling til, om Middelalderbyen skal være en partyzone for udefrakommende unge, som hærger, tager narko og drager gennem de små, smalle gader med støjende adfærd. Adfærd, der stresser beboerne.

Hvad vil Københavns kommune? Bevare Middelalderens æstetik, særlige ånd og smukke bevaringsværdige bygninger? Bygninger, hvor der bor mennesker? Mennesker med lav indkomst og til leje. Mennesker med høj indkomst, og som ejer deres bolig. Mennesker, som vil blive tvunget ud af deres boliger, fordi kommunen INGEN tiltag tager til, at imødekomme klager og indberetninger?

Hvem bestemmer? Kommunen eller nattelivsindustrien? Hvem udstikker planer for udvikling af byen? Rekom, Horesta eller beboerne?

Og nej, gader skal IKKE lukkes for at ændre byrum til opholdsrum for de spritstive nattelivsgæster ELLER for at barer og værtshuse kan profilere på udeservering og skabe ekstra profit på bekostning af beboere i gaden.

Gør København attraktiv som en by, hvor madscenen er attraktiv, og hvor nattelivet er KVALITETSBEVIDST! Sig stop til billigbarer med billigsprut til billige penge. Sig stop for billigt udseeende facader og KRÆV, at de skal holde orden og ro på deres gæster udenfor. Og der SKAL være konsekvenser, hvis det ikke overholdes, fx 3 strikes and you are out!

Lav en partyzone på fx Refshaleøen og få så lukket barerne med natbevillinger i Indre By. Som det er nu, er ingen stolte af at fremvise byen for turister en lørdag morgen.

Vil være interesant at få en undersøgelse om, hvor meget København får i indtægt fra restaurationsbranchen versus skatteindtægter fra byens borgere. De, der arbejder i 8ndustrien er ofte dårligt lønnet og det er nok også de færreste, som bor i lokalområdet, men kan lukke ned og tage hjem til deres egen bolig, hvor der hersker fred og ro. Der er INGEN respekt for hverken beboere eller lokalområder, når det handler om at tjene penge. Og det er mange penge der tjenes!