Oprettet: 8. juli 2021
Svarnummer:
29

Indsendt af

Jens Christian Tjell

Virksomhed / organisation

Stræderne og Strøgets Beboerforening

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Høringssvar til Restaurations- og Nattelivsplan 2021.07.05

Indgivet af medlem af bestyrelsen for Stræderne og Strøgets Beboerforening (SSBF), Jens Chr. Tjell.

De midlertidige problemer under Coronatiden for erhvervslivet bør ikke lede til panikreaktioner, som udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 er udtryk for, især i forhold til første udkast.

Det nuværende forslag til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 kan kommenteres på meget forskellig vis, hvilket høringssvarene fra lokaludvalgene klart dokumenterer. Svar nr. 18 fra IBLU (Indre By Lokaludvalg) er ret udførligt og forbilledligt koncist, og bør få stor vægt ved forvaltningens resumé af høringssvarene. IBLUs høringssvar udtrykker klart hvilke problemer nattelivet giver, og hvilke håndtag/værktøj der kan/skal udvikles for at kommunen lovligt kan regulere, så levevilkårene for beboerne igen bliver rimelige, uden at true den fornuftige del af erhvervet.

Uddybende kommentarer til IBLUs høringssvar, nr. 18

Der er helt uden tvivl meget store ulemper for beboerne og meget få fordele. Om disse ulemper på nogen måde opvejes af forekomsten af nattelivets omsætning og indtjening er højst usandsynligt. For at fremskaffe håndfast dokumentation, bør det undersøges hvilke økonomiske fordele og ulemper der er ved et udbredt natteliv efter kl.24. Her bør både økonomi, skatteforhold, forekomst og omkostninger ved vold, og sundhedsforhold indgå. Det antydes f.eks. i høringssvar nr. 3 samt i andre individuelle svar, at der er langt større ulemper og ret få fordele, end det almindeligvis antages.

Den nys udsendte rapport ”Natteliv og vold”- Undersøgelse af voldskriminaliteten under nedlukningen af nattelivet pga. corona; Det Kriminalpræventive Råd, af A. Ejrnæs et al. RUC, 2021, bør være pligtlæsning for ansvarlige politikere, der har ansvaret for reguleringsværktøjet. Og meget gerne forud for vedtagelse af Restaurations- og Nattelivsplan 2021.

Det er dermed (endnu en gang) klart dokumenteret at den Indre By, og specielt Middelalderbyen, er, og nødvendigvis vil være særligt belastede, med de helt ude af proportioner høje koncentrationer af barer med natbevillinger til den årle morgen. Opfordringen herfra er derfor dels at antallet af bevillinger i hele kommunen reduceres over tid, og at der udtyndes i de mest belastede områder. Desuden at der ikke automatisk følger nat-bevillinger med ved overtagelse, hvorved bevillingsnævnet har mulighed for langsomt fremadskridende reduktion i antallet af bevillinger i belastede områder af kommunen.

En betydelig udtynding af bevillinger vil lede til bedre økonomi for de ”lovlydige” bevillingshavere, og reducere presset for servering af billig alkohol, samt salg og forekomst af euforiserende stoffer.

For på kort sigt at opnå forbedrede livsvilkår for beboerne i Indre By bør det overvejes om der kan/skal gives økonomisk kompensation til bevillingshavere, der ved mildt pres vælger enten helt at opgive bevillingen, eller at flytte til andre steder. Det kan være ud af kommunen, eller endda til andre byer/kommuner på Sjælland. 

Endelig skal det snarest undersøges hvordan andre europæiske storbyer har håndteret lignede problemer. I forhold til Nordeuropæiske byer og til UK, forekommer det, at København har en meget afvigende aggressiv nattelivs- og drukkultur.