Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 27. juli 2021
Svarnummer:
326

Indsendt af

Emil de Waal

Postnr.

1453

By

Kbh K

Høringssvar

Som beboer i Middelalderbyen er det blevet helt uforudsigeligt, hvornår man kan få lukket et øje. Fulde mennesker samles på alle tidspunkter af natten og råber hinanden op, mens muskelbiler med tung musik ud af vinduerne kører i ring i kvarteret om natten. For et par uger siden kom nogen op og slås foran baren i min kælder. I forbindelse med genåbningen har restauranter og barer annekteret store dele af vejen for – forståeligt nok – at understøtte de pressede forretninger. Men hvor snakkende mennesker ved frokostbordet kan være hyggeligt at lytte til om dagen, stiger lydniveauet med alkoholindtaget. Lyden forplanter sig opefter i de smalle gade og forstærkes nærmest som i en gammeldags grammofontrakt.

Selvom Middelalderbyen er noget af det smukkeste og mest charmerende, København kan byde på, er de noget anstrengende som beboer at være vidne til den voksende fest ude for an soveværelsesvinduet. Mange af os bor i fredede eller bevaringsværdige ejendomme, som blev bygget før 1800, og her ligger køkkener og badeværelser i baghusene. Det vil sige, at vi er tvunget til at sove ud mod de støjplagede, små veje.

  • Der er behov for et klart stop for alle nye nattilladelser, hvis ikke toget skal køre endnu mere af sporet, end det allerede er. Det vil over tid skalere den promillefyldte, voldsparate partyzone, som Indre By er blevet til, ned uden at kvæle den.
  • Der er brug for bøder, der kan mærkes, hvis ikke festgængerne og restaurationerne overholder reglerne. Muligheden for at fratage bevillinger skal ikke bare være en udefinerbar trussel, men et resultat af X antal overtrædelser.
  • I vil omlægge trafik for at mindske generne fra muskelbiler. I øjeblikket drøftes det politisk, om coronalempelserne for udeservering skal være permanente, så parkeringspladser kan anvendes til udeserveringsareal i sommerhalvåret. Hvis det sker, forstærkes støjgenerne om aftenen tifold, og beboerne bliver langt dårligere stillet i længden. Når først snebolden ruller, er det svært at stoppe den. For det første bør kommunen ikke ukritisk give udeserveringstilladelser uden at høre beboerne først. For det andet bør der være en grænse for, hvor store udeserveringsarealer, restaurationerne må benytte – jo større areal, jo mere støj. For det tredje bør sidste udskænkning som minimum fremrykkes en time til kl 21 i hverdagene, hvis beboerne skal have nogen chance for at lukke øjnene inden kl 22. Og for det fjerde bør kommunen opkræve gebyr for udserveringen, som kan kanaliseres tilbage til tiltag mod støjen og problemer i nattelivet.
  • Der er brug for indfasning af mere støjsvage køretøjer til skrald og gadefejning – eller også skal de tunge, larmende biler først hente skrald, levere varer og feje gaden efter kl 7.
  • Der er behov for, at beboere nemmere kan klage over larm i gaden, så støjvagter, natteværter og ordenskorps kan se, hvor problemerne er i realtid, men også så der kan samles data over tid. En klageapp ville være en god løsning.