Oprettet: 12. april 2023
Svarnummer:
21

Indsendt af

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Virksomhed / organisation

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har følgende bemærkninger:

Forslaget til ombygning af Elna Munchs Plads udvider pladsens funktioner til at inkludere både indkøbsmulighed, cykelparkering, bilparkering, busholdeplads, grønne arealer og botilbud, hvilket stiller krav til tilgængelighed og tydelig wayfinding. For at ældre målgrupper bliver inkluderet, bør områderne fremstå med elementer, der virker inviterende og tilgængelige for disse. Forvaltningen ønsker derfor at gøre opmærksom på følgende:

Forslaget til ombygningen inkluderer bl.a. siddemuligheder, hvilket er fordelagtigt for den ældre målgruppe. Her er det værd at bemærke, at mange ældre ønsker bænke, der er placeret således, at der er udsyn til omgivelserne, så man stadig er en del af bylivet, når man hviler på en bænk. Samtidig skal det bemærkes, at især ældre med kognitive udfordringer som demens kan have behov for en pause fra larm og virak. Det vil derfor være en god ide også at have bænke, der er placeret mere afskærmet.

Generelt gælder for ældrevenlige bænke, at der skal være ryglæn og armlæn. Siddemuligheder, der virker for moderne eller fancy kan virke ekskluderende for den ældre målgruppe, da det vil blive afkodet som ”noget for de unge” – en bænk skal ligne en bænk.

Det er desuden vigtigt, at der er tydelig wayfinding, og at det er nemt at se, hvor de forskellige tilbud og aktiviteter finder sted samt hvilke tilbud, der er offentligt tilgængelige og hvilke, der er private (botilbud). Det kan fx være fra busholdepladsen og ind i Lidl – og tilbage igen. For ældre mennesker med kognitive udfordringer kan det være lige så vanskeligt at finde tilbage igen. Det kan være skilte, hvorpå tilbuddene er beskrevet med tekst og/eller ikoner; gerne placeret i øjenhøjde, så de ikke overses.

Det kan også være en ide at nudge ved at bruge forskellige farver i belægningen. Ældre mennesker med kognitive udfordringer har svært ved at se konturer i sorte overflader og de kan fremstå som sorte huller. Det anbefales derfor, at man i valg af farver til belægning undlader sort. Derudover kan der gøres brug af iøjnefaldende landmarks, fx kunstværker eller farver til at markere fx en udgang, da mennesker med demens ofte orienterer sig vha. disse landmarks.

I forbindelse med vores arbejde med demensvenlig indretning, har vi udarbejdet en designguide med generelle tips og tricks til at gøre udendørs og indendørs indretning mere demensvenlig – se vedhæftede.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har desuden udarbejdet en rapport om en ældrevenlig by, som en del af kampagnen En by for alle. Her kan man læse mere om bænke (s. 8) og belægning (s. 20): https://www.kk.dk/sites/default/files/2022-03/Rapport%20fra%20hovedprojekt%202020.pdf