Oprettet: 24. januar 2021
Svarnummer:
52

Indsendt af

Michael Hansen

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Høringssvar til afgrænsning ”Høring om af miljøkonsekvensrapport for Valby Skybrudstunnel”

SAGSNUMMER 2020-0862248

 

Som borger i Kongens Enghave, København, vil jeg hermed anmode om:

1) At høringsperioden forlænges på grund COVID-19.

2) At placering og ledningsføring revurderes og ændres.

 

Ad. 1

Høringsperioden for projektet bør forlænges med mindst 1 måned, startende fra ophævelsen den igangværende ”lockdown” af samfundet. Planlovens formålsparagraf tilsiger særligt, ”at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet”.
Med et forsamlingsloft på 5 personer og uden mulighed for anvendelse af medborgerinstitutioner som kulturhuse, biblioteker, er det umuligt at nyde den demokratiske ret til borgerinddragelse, som loven foreskriver. Forenings- og mødeaktivitet er umuliggjort under nuværende forhold, og den demokratiske legitimitet vil derfor forsvinde, hvis der ikke foretages en forlængelse af høringsfristen.
Det af HOFOR foreståede ”onlinemøde” var under al kritik og kan ingelunde udgøre bare en tilnærmelsesvis erstatning for et reelt borgermøde med forgående demokratisk debat i bydelen.


Ad. 2

Ledningsføringen bør, som tidligere planlag, føres fra Blushøjvej og direkte til den gamle gastårnsgrund i Valbyparken, der allerede ejes af HOFOR.

Det er en billigere, da rørføringen er væsentlig kortere og væsentlig mindre kompliceret.

Overskudsvandet kan ledes direkte ind i det tilstødende BIOFOS Renseanlæg Damhusåen.

Det er nærmeste og mest hensigtsmæssige direkte vej for rørføring til åben vand.

Projektleder Lene Nørgaard Rasmussen (HOFOR) regner den oprindelige ledningsføring som uproblematisk (https://www.niras.dk/nyheder/hofor-indleder-storstilede-tunnelprojekter-i-koebenhavn-med-niras-som-raadgiver/?fbclid=IwAR0bzVZXnWiL2uYzs9gDpy1TR4T4vcCM8ywy64-VfTj6wMlF8yPxigJZ43Q)

I miljøkonsekvensrapport er der ikke taget fyldestgørende hensyn til blandt andet nedenstående:

Den nye ledningsføring vil betyde væsentlige og årelange gener for beboerne i Kalvebod HF.

Naturskolens anvendelse af området ved Tippen i bunden af Enghave Kanal. Det har i mange år været det naturlige mødested for mange af arrangementerne på Tippen, de guidede ture, udflugter, naturplejearrangementer, affaldsindsamlingen med mere.

Borgernes væsentligste adgang til de rekreative områder ved Tippen vil blive forstyrret og blokkeret, fra HF Musikbyen, Fragtvej og broen fra Thomas Koppels Allé.

Beboerne i ”Lorterenden” på vestsiden af Enghave Kanal, vil få deres liv og fred ødelagt af så stort et anlægsprojekt - både i anlægsfasen og ved udledningerne af de store vandmængder.

Brugerne, lejere og ejere i Musikbyen vil blive stærkt generet både i anlægsfasen og ved udledningerne af de store vandmængder.

Det spraglede og beskyttede vandområde ved udløbet af Enghave Kanal, vil tage væsentlig og uoprettelig skade, hvis de udsættes for så store vandmasser som der lejlighedsvis vil forekomme. Den type udledning, bør kun foretages direkte ud til åbent vand. I Enghave Kanal og ved dets udløb yngler og fouragere blandt andet isfuglen og området er samtidigt et væsentligt rastested for trækkende og overvintrende fugle i proximitet til Kalvebodkilen. Området er en del af en meget vigtig naturlig spredningskorridor, der hænger organisk sammen med de tilstødende RAMSAR og Natura2000-områder.


Ved at fastholde den oprindelige rørføringslinje til gastårnsgrunden, undgår man at genere en masse lokale borgers boliger, fritidsaktiviteter, adgang til rekreative områder og man vil samtidig øve mindst mulig ødelæggelse på den eksisterende og tilstødende fredede natur.

Projektet indeholder desuden betydelig risiko for større forsinkelser og væsentlige meromkostninger, da projektet omkring skybrudstunnelen, så tæt på jernbanens linjeføring, kan påvirke jernbanesikkerheden. Derfor skal der i samarbejde med Banedanmark oprettes et tredjepartsprojekt hvor det sikres, at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger overholdes.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Michael Hansen
Bådehavnsgade 55 T
2450 København SV