Oprettet: 24. januar 2021
Svarnummer:
50

Indsendt af

Marie Lundbo

Virksomhed / organisation

Marie Lundbo

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Som nærmeste beboer til den kommende byggeplads på FL Smiths parkeringsplads er jeg alvorligt bekymret for den støj, som vi beboere i Valbyhave udsættes for i den lange anlægsperiode, der er skitseret for Valby Skybrudstunnel. Vi har i løbet af de sidste 13 år været udsat for konstant byggeri og anlæg i vores nærområde, og kan nu endnu en gang se frem til, at vi skal forholde os til forstyrrende elementer såsom lastbiler, byggeplads og gravearbejde. Man bør gøre ALT for at minimere de støjgener, som vi naboer bliver udsat for. 

I Valbyhave bor vi meget tæt og er mange mennesker i et forholdsvis lille område, og det er stærkt bekymrende, hvis Ib Schønbergs Alle samt Ramsingsvej/Høffdingsvej skal bruges som tilfaldsveje til byggepladsen. Ib Schønbergs Alle bliver brugt som indfaldsvej for beboere i området men bliver også benyttet af mange cyklister og gående, der bruger vejen til at fordele sig videre ud igennem Valby. Ydermere er Høffdingsvej og Ramsingsvej tilfaldsveje til hele FIRE skoler, hvorfor det er stærkt alarmerende, hvis vejene nu også skal være frakørsel fra tung lastbilstrafik. Byens Skole, Vigerslev Alles Skole, Kildevældsskolen og Salix Skole ligger som nærmeste skoler til hele området i Valbyhave. Derfor kan det på INGEN måde anbefales, at hverken Ib Schønbergs Alle og eller Høffdingsvej/Ramsingsvej skal benyttes som som indfaldsvej til en byggeplads. Vi har tidligere oplevet mange meget FARLIGE episoder med lastbiler, der skal ind i området og overser de bløde traffikanter i vores nærmiljø.

Når man i projekteringen har valgt at omlægge vores stisystem, skal man være opmærksom på, at stien ved Høffdingsvej/Ramsingsvej ender ud i en meget farlig udkørsel, hvor det for både børn og voksne er svært at orientere sig, for krydse vejen. Det må jeg på det kraftigste anbefale, at I har med i jeres samlede vurdering ift. byggepladsen.  

Mvh. Marie Lundbo