Oprettet: 24. januar 2021
Svarnummer:
44

Indsendt af

Jacob Kristoffer Hansen

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Høringssvar vedr. miljøkonsekvensrapport for Valby Skybrudstunnel

Som faste, helårsbeboere i Haveforeningen Kalvebod er vi meget bekymrede for flere elementer i

planerne om etablering af Valby Skybrudstunnel. Skybrudstunnelen i sig selv er naturligvis en

fornuftig løsning på problemer med bortskaffelse af regnvand fremover i forbindelse med skybrud,

men vi undrer os over, at man planlægger at lave rørføring under helårsbeboelse, fx Hf. Kalvebod,

og vi ser gerne, at projektet flyttes til gastårnsgrunden, hvilket også har været en del af planerne

tidligere.

Vi undrer os også over, at man ikke har slået arbejdet sammen med skybrudssikringen ved Karens

Minde-aksen.

Vi tilslutter os allerede nævnte bekymringer i andre høringssvar vedrørende:

• Støjniveau - vi mener, at der skal laves nye målinger for støj i Hf. Kalvebods træhuse. Ligeledes

bør grænsen for tålelig støj nedsættes, da de nævnte decibel er meget højt satte, hvis man som

helårsbeboere så tæt på en byggeplads, skal leve med støj døgnet rundt i adskillige år. Dette er

simpelthen ikke holdbart, og ligeledes bør der absolut ikke arbejdes om natten. Med støj menes

der både trafikstøj og anlægsstøj fra byggepladsen.

• Vibrationer – vi mener, at det bør undersøges hvilke konsekvenser vibrationer fra anlægsfasen

kan have på Hf. Kalvebods huse, hvoraf de fleste står på sokkelsten, så følsomheden for

vibrationer formentlig er større end de andre helårshuse. Jorden herude er også af en særlig

porøs karakter, da området tidligere er benyttet som losseplads, hvorfor man formentlig vil

skulle lave nye beregninger og målinger for lige netop dette område.

• Trafik – vi mener, at der bør undersøges yderligere, om Tudsemindevej og Fragtvej overhovedet

er i stand til at klare den massive trafik af tunge køretøjer, som byggepladsen mellem Hf.

Musikbyen og Hf. Kalvebod vil medføre. Tudsemindevej er en meget smal vej, hvor der

parkeres i det meste af den ene side af vejen, hvilket næsten altid medfører, at der reelt kun er én

farbar vejbane. Dette har i travle perioder, fx ved koncerter i Valbyparken, medført at folk kører

på fortovet, til stor fare for gående og cyklister. Tudsemindevej er den eneste rigtige vej ud ad

Hf. Kalvebod, og bruges derfor dagligt af alle beboerne, ligeledes af gående og cyklende

skolebørn, hvorfor det ikke er at foretrække en så stor eskalering af tung trafik på så smal en vej,

der tilmed mangler cykelsti og lysregulering. Ydermere skal det sikres, at beredskabskøretøjer

altid har fri passage til Hf. Kalvebod, Hf. Musikbyen og eventuelle gæster i Valbyparken, der

måtte have brug for assistance.

Fragtvej, der nævnes i materialet, som alternativ vej ind til byggepladsen, er ligeledes meget smal

og størstedelen af den er i dag desuden kun cykel- og gangsti, hvilket heller ikke er optimalt at

inddrage til så massiv trafik. Alt i alt er trafikforholdene herude i forvejen kritisable, så en brug

af disse til et så omfangsrigt byggeprojekt er slet ikke en holdbar løsning hverken for beboere,

gæster i Valbyparken, dyreliv eller vejenes ringe tilstand.

• Grundvandssænkning – det bør undersøges hvilke konsekvenser en evt. grundvandssænkning

vil have for Hf. Kalvebods huse, og inden en evt. opstart af projektet bør alle huse i Hf.

Kalvebod blive registreret af bygherre, så der ikke vil være tvivl om eventuelle fremtidige

revnedannelser og sætningsskader, og de forsikringsspørgsmål dette vil medføre.

• Luftforurening – det bør undersøges, om projektet vil medføre luftforurening for os

omkringboende, da jorden herude, som alle ved, er meget forurenet.

• Dyreliv – der bor mange fredede fugle i områderne omkring den planlagte byggeplads ved Hf.

Musikbyen, fx isfuglen og andre overvintrende fugle. Det bør undersøges hvilke konsekvenser

en flerårig byggeplads vil have for disse. Anlægningen af badestranden i Valbyparken har fx

skullet indstilles under yngleperioder.

Ligeledes krydses Tudsemindevej hvert forår af et stort antal fredede tudser, når de skal over til

søen for at yngle og tilbage igen. Tung trafik på Tudsemindevej vil give tudserne yderligere

hårde vilkår.

Vi ser frem til at læse den kommende miljøkonsekvensrapport for projektet.

Venlig hilsen

Jacob Kristoffer Hansen

Hf. Kalvebod 119

2450 København SV