Oprettet: 22. januar 2021
Svarnummer:
26

Indsendt af

birte norgreen

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

21. januar 2021

 

Høringssvar vedrørende Valby Skybrudstunnel

 

Som beboer i Sydhavnen og i HF Kalvebod, finder jeg Københavns Kommune og Hofors forslag om en Skybrudstunnel under Valbyparken, HF Kalvebod, Musikbyen og Tippen helt uforståelig. Det forslag kan jeg kun se som et hovsamissil, uigennemtænkt og til unødig gene for hele Sydhavnen herunder for beboerne i HF Kalvebod, Musikbyen, Enghave Kanal/Lorterenden samt naturen i særdeleshed.

 

Som beboer i HF Kalvebod, der er en helårs haveforening, er det svært besynderligt, at haveforeningens bestyrelse ikke er blevet kontaktet i forbindelse med den foreslåede plan. Der er

blot sendt breve ud til de beboere, hvis huse direkte måtte blive berørt at skybrudsprojektet. Det kunne opfattes som chikane, men ikke mindst en arrogant måde at agere på og helt uden respekt for demokratiske spilleregler ved større anlægsarbejder i kommunalt regi.

Huse bliver udsat for sætningsskader bl.a. på grund af vibrationer, beboere bliver udsat for ulidelig larm ved aktiviteter døgnet rundt i årevis, for luftforurening, og derudover for støj fra tung trafik på den smalle Tudsemindevej, der grænser helt op til Kalvebod, og som bl.a. er skolevej for haveforeningens børn og børnebørn. Jeg kan ikke se, at der overhovedet er gjort nogen overvejelser over den kolossale belastning og negative betydning, det foreslåede skybruds byggeri får for HF Kalvebods beboere og huse.

 

Det samme gælder også for Musikbyen, Enghave Kanals/Lorterendens beboere, Tippen og ikke mindst Sydhavnens enestående natur. Tudsemindevej er opkaldt efter den grønbrogede tudse, og den lille bestand der er tilbage, er sårbar overfor ændringer ved leve– og ynglesteder. Ved yngletid bevæger tudserne sig over Tudsemindevej, og de vil derfor uvægerligt blive kørt over af lastbiler m.v. Os der bor her ved, at vi skal køre forsigtigt i yngletiden for at køre uden om dem, men det kan tunge maskiner ikke.

En anden af Sydhavnens meget særlige beboer er den smukke rødlistede Isfugl. Isfuglen har netop ophold ved og på skrænterne ved Enghave Kanal, og vil i den grad blive ramt af det planlagte byggeri på den nordlige del af Tippen. Isfuglens foretrukne fourageringssted er netop overløbet ved Enghave Kanal, da der her er lavt vand og hundestejler. Forsvinder maden, forsvinder Isfuglen. På Tippen er også tårnfalke, spurvehøge, får, alpakaer, blåklokker og meget meget mere vild natur – natur, som vil forsvinde med byggeri på Tippen. Tippen er Sydhavnens åndehul for beboere og natur. Tippen er et højt skattet selvgroet naturområde, og er ikke foreneligt med en 4 meter høj driftsbygning på 90 kvm og en dyb skakt ved inddragelse af arealet øst for Enghave Kanal/Lorterenden.

 

Den plan der ligger på bordet nu, tager hverken højde for de alvorlige gener planen vil udgøre for beboerne og husene i HF Kalvebod og Musikbyen, eller for det unikke rekreative område Tippen som natura miljø repræsenterer.

 

Dertil kommer at Sydhavnen vil blive stærkt påvirket af endnu et skybrudsprojekt. Karensminde Aksen fra Sjælør Boulevard ned gennem Karensmindes smukke grønne skov til udløb ved Enghave Kanal/Lorterenden. Der er sket en forstemmende affredning af Stejlepladsen, hvor der skal bygges boliger. Også her vil Sydhavnens beboere udsættes for tung trafik, larm og støj på bl.a. Bådehavnsgade. Banedanmark arbejder med at udvide sporkapaciteten i forbindelse med udbygningen af Ny Ellebjerg Station, hvilket kan medfører en yderligere udbygning af spor som inddrager linjen i Sydhavnen.

 

Set i lyset af hvordan Sydhavnen specielt i de senere år er blevet og fortsat bliver skævvredet i fremskridtets navn, så maner jeg til besindighed om, at fremskridt ikke nødvendigvis behøver at spolere et helt område. Tippen, Fiskerihavnen, haveforeningerne, Valbyparken, Enghave Kanal/Lorterenden osv. er helt unikke områder i Sydhavnen, og er Sydhavnens levende akse for os beboere.

 

Jeg kan forstå, at Teknik- og miljøforvaltningen i 2018 har anbefalet en ændring af Skybrudsprojektet KV64 i Valbyparken således, at rørføring forlænges langs Gl. Køge Landevej til Damhusåen mellem jernbanen og rensningsanlægget. Det må være muligt at fortsætte arbejdet med denne løsning sammen Hvidovre Kommunes socialdemokratiske borgmester. Med velvillighed fra alle parter er det svært at se, at en løsning ved "Gastårnsgrunden" ikke kan erstatte planen ved Enghave Kanal.

 

Det er derudover stærkt kritisabelt, at den nuværende projektbeskrivelse ikke indeholder beregninger for de økonomiske omkostninger, der er forbundet med projektet. En rørføring, som den ovennævnte, må dog alt andet lige vurderes til at være langt mere finansiel fornuftig end projektet ved Enghave Kanal.

 

Jeg ser frem til en revurdering af forslaget om en skybrudstunnel under Valbyparken, HF Kalvebod, Musikbyen og Enghave Kanal.

 

Med venlig hilsen

Birte Norgreen

HF Kalvebod 123

2450 KBH SV