Oprettet: 10. maj 2020
Svarnummer:
5

Indsendt af

Stine Wilms Høyer

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Med afsæt i principperne for ændring i skoledistrikt har jeg følgende kommentarer til forslaget:

Kapacitet og økonomi

Børnetallet er for nuværende faldende og generelt forventes det, at de kommende årgange vil være mindre end de årgange, der udløste 4 klasser på Utterslev Skole. Ingen kan selvfølgelig spå om tilflytningen – heller ikke forvaltningen. 

Af bilagene til Børne- og Ungeudvalgets dagsorden fremgår det, at den uudnyttede kapacitet på Bellahøj Skole er langt større end kapacitetsoverskridelsen på Utterslev Skole. Distriktsændringen vil altså under alle omstændigheder ikke være tilstrækkelig til at sikre et bæredygtigt elevtal på Bellahøj Skole.

Derudover ser det ud til, at kapacitetsoverskridelsen på Utterslev Skole på nuværende tidspunkt kun gør sig gældende på tre årgange.

I forhold til Utterslev Skoles økonomi er ændringer af skoledistriktet vel ikke uden risiko?

Søgningen til Bellahøj Skole er 64%. Prognosen er, at 15 børn per årgang vil overgå fra Utterslev Skole til Bellahøj Skole med ændringen af skoledistriktet. Spørgsmålet er, om dette er effekten ved en fuldt udfaset ændring af skoledistriktet, hvor søskendegarantien ikke længere er aktuel? Sandsynligvis vil det aktuelle forslag om ændringen af skoledistriktet ikke ændre ansøgningen til Bellahøj Skole. I praksis må det således forventes, at det kun er i størrelsesordenen 9 børn per årgang, der potentielt vil søge om optagelse på Bellahøj Skole.

Sikker skolevej

Som udgangspunkt er trafiksikkerheden omkring den nye skolevej meget bekymrende. Jeg hæfter mig ved, at Teknik og Miljøforvaltningen (TMF) ser store trafikale udfordringer i forslaget til ændringen af skoledistriktet.

Selvom det er sagligt beskrevet i TMFs vurdering, så vil jeg alligevel foreslå, at Børne- og Ungdomsudvalget prøver at passere Hareskovvejen i krydset ved Mellemvangen. For det første bliver der ikke grønt for fodgængere hver gang, så et barn kan let blive forvirret eller fristet til at passere vejen, selvom der ikke er grønt for fodgængere. Dernæst er det ikke muligt at passere vejen på et lysskift. Hareskovvejen er en meget trafikeret vej, hvor både biler og cykler kører med høj hastighed, og hvor man også er meget udsat som fodgænger. Krydset er derudover så stort, at det er svært at orientere sig i det og overskue det som cyklist. Dernæst er fortovet langs Hareskovvejen relativt smalt og dermed også udsat i forhold til den massive trafik. 

Forslaget strider efter min vurdering imod princippet for sikre skoleveje - vedtaget af Børne- og Ungdomsudvalget den 22. juni 2011.

Forældres forventninger

Da vi bosatte os på Dyblandsvangen i slutningen af 2018, var skoledistriktet et vigtigt element i vores valg af bolig. Vores to børn startede i januar 2019 på Utterslev Skole. Vi har efterfølgende fået et tredje barn – en efternøler, der desværre ikke vil være dækket af søskendegarantien. Det er meget trist, når vi i disse år lægger et ekstraordinært stort engagement i at etablere os som familie i lokalområdet og på Utterslev Skole.

I vores del af lokalområdet er der en stærk sammenhængskraft. Her er trygt. Vores børn bevæger sig sikkert rundt mellem skole, legekammerater og fritidsinteresser – helt på egen hånd. I vores område er der børn i alle aldre. De kender hinanden fra området, vejen og fra skole. Kendskabet til hinanden og sammenholdet på tværs af alder er helt unikt.

Ved at ændre skoledistriktet vil der som minimum gå 10 år, førend børnene i området går på den sammen skole. Det er meget trist.

Hareskovvejen er i forhold til trafiksikkerhed, lokal forankring og sammenhængskræft en stor, farlig og larmende grænse, der deler Brønshøj i to: Det gamle Brønshøj og det Brønshøj, der identificere sig som en del af Nordvest og dermed skoledistriktet omkring Utterslev Skole.  

Elevernes socioøkonomiske baggrund

Dansk forskning viser, at man ikke kan tvinge ressourcestærke familier til andre skoler ved at gentegne skoledistrikterne (Weekendavisen 24. april 2020 – Det populære valg af Anders Boas). Lokalt ser vi, at ressourcestærke familier flytter ud af skoledistriktet for Bellahøj Skole. En ændring af skoledistriktet kan betyde, at ressourcestærke familier fraflytter området eller vælger en privatskole, eller at ressourcestærke familier ikke bosætter sig i området.

I praksis er det risiko for, at det bliver de mindre ressourcestærke familier, der accepterer ændringen af skoledistriktet, hvilket kan udfordre den socioøkonomiske balance på Bellahøj Skole yderligere.  
 

Jeg håber inderligt, at udvalget vil tage forslaget af bordet og istedet kanalisere ekstra ressourcer til Bellahøj Skole, der på den lange bane kan sikre det kvalitative løft, som er afgørende for at ændre ansøgningen og dermed en bæredygtig skole både pædagogisk, didaktisk og økonomisk.