Oprettet: 10. maj 2020
Svarnummer:
7

Indsendt af

Emil Hertz

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Jeg er forælder til en dreng i 1. klasse på Utterslev Skole og bor på Dyblandsvangen, som vil være omfattet af det ændrede skoledistrikt såfremt forslaget vedtages. Jeg er med på problematikken omkring kapacitet på Utterslev Skole, men anser absolut ikke denne skoledistriktsændring for at være den rette løsning af flere årsager.

Trafiksikkerhed

Først og fremmest anser jeg det ikke for en forsvarlig vej til Bellahøj skole for de mindste. For at nå Bellahøj Skole skal mindst to store trafiktunge veje krydses i myldretiden, nemlig Hareskovvej og Frederikssundsvej - sammenlignet med en cykeltur gennem kvarteret ad små veje til Utterslev Skole. Især Hareskovvej med dens 4 spor er utryg at krydse.

Fællesskab i kvarteret

For det andet vil et ændret skoledistrikt have en betydelig negativ indvirkning på det stærke fællesskab jeg oplever i kvarteret, som gør det til et trygt område for børn. Vi har en datter på knap 5 år, der skal starte på Utterslev Skole til næste år og trods søskendegaranti vil det ligeledes være et tab for hende såfremt skoledistriktet ændres, da mange af de jævnaldrende hun leger med i kvarteret ville starte på Bellahøj Skole istedet for sammen med hende. Der vil sandysnligvis gå en lang årrække førend børn i kvarteret igen vil tilhøre samme skole. Vores kvarter har et langt mere naturligt tilhørsforhold til Utterslev Skole, hvor den resterende del af kvarteret også fortsat vil tilhøre. Et ændret skoledistrikt vil derfor sætte sammenhængskraften i kvarteret på spil, hvor børn ellers leger ubesværet med klassekammerater. Kvarteret af kendetegnet ved mange fælles aktiviteter hvilket bidrager til at gøre skolegangen tryg for især de mindste. Hvis kvarteret deles op i to skoledistrikter er det derfor min vurdering at en stor del af tilstrømningen til de lokale folkeskoler vil forsvinde.

Socioøkonomisk balance

Endelig synes jeg at det vil være et tab for Utterslev Skole, som vil risikere at rykke ved en fin balance mellem optag fra villakvarterer og lejlighedskomplekser. Jeg mener ikke at det er realistisk, at børn fra vores kvarter vil starte på Bellahøj Skole (bl.a. på grund af den førnævnte forværrede skolevej), men at det mere sandsynligt vil betyde at forældre vil vælge privatskoler istedet. Dermed anser jeg ligeledes en eventuel "gevinst" for Bellahøj Skole for urealistisk, og mest sandsynlige scenarie som et samlet fald i tilstrømningen til folkeskolen.

 

 Den store tilslutning til Utterslev Skole bør anses som en succes for folkeskolen, som man bør være varsom med at sætte over styr!