Høringssvar vedrørende 2. behandling af forslag til ny budgetmodel for almenskoler

Høringssvar fra skolebestyrelsen på Guldberg Skole

Det er fra et forældreperspektiv meget positivt, at den nye budgetmodel går bort fra tildeling af penge til normalområdet pr. elev, fordi man derved begrænser skolernes incitament til at gennemføre økonomisk begrundede klassesammenlægninger, som kan være utrolig belastende for alle (elever, lærere, ledere, forældre). Gennem en årrække har den forhenværende budgetmodel gjort klassesammenlægninger til et af de eneste håndtag, som skolelederne har kunnet bruge, når de skulle sikre budgetoverholdelse, hvis de tilfældigvis havde større udgifter til børn med særlige behov end antaget. Det nye udspil er positivt – for elever, lærere og forældre – fordi incitamentet til dette nu fjernes.

MEN det efterlader skolelederne med et kæmpe problem. For de skal med den nye budgetmodel stadig overholde et budget, der for specialområdet er baseret på antagelser om, hvor mange udgifter der vil være til børn med særlige behov (nu baseres disse antagelser så blot ikke på 2-sprogskriterier men på socioøkonomi). Det vil derfor stadig sige, at hvis en skole er så uheldig, at der er brug for mere specialundervisning end antaget, så har skolelederen ikke andre steder at finde pengene end på normalområdet. Med den gamle model kunne skolelederne sammenlægge nogle klasser og spare lærerlønninger, som så kunne bruges på elever med særlige behov. Det kan de nu ikke længere, hvilket er godt – men hvad pokker skal de så gøre? Hovedparten af udgifterne ligger uden for skoleledernes indflydelse: Huslejen er ikke til forhandling, varmeregningen er allerede barberet med til et minimum (eller lidt under), og en eller anden form for undervisningsmaterialer skal eleverne jo have.

Problemet med den foreslåede budgetmodel er, at det stadig er den enkelte skoleleder, der skal håndtere store og uforudsigelige udgifter på specialområdet. Disse udgifter ser ud til at stige kraftigt i disse år, i og med at flere og flere børn bliver diagnosticerede. Så længe dette problem vokser, uden at økonomien til skolerne vokser med, vil der være stor risiko for, at skolelederne tvinges til at finde de manglende penge på normalområdet – eller at undlade at tilbyde børn med særlige behov et skoletilbud, der modsvarer deres behov. Det er kan sagtens forestille sig situationer, hvor en elev vil blive spist af med en lokal løsning på skolen, fordi der ikke er råd til at sende eleven på specialskole. Det er ulovligt og uetisk. Men hvis midlerne ikke rækker, kan skolelederne blive tvunget il at vælge mellem at bryde loven, at bryde budgettet, eller udhule normalområdet. Mange vælger ikke overraskende de sidste af disse tre onder, men det vil højst sandsynligt få som konsekvens, at de ressourcestærke familier trækker deres børn ud af folkeskolerne og finder et bedre alternativ, hvorved problemet forstærkes.

Ydermere finder vi, at den foreslåede budgetmodel kommer til at gå uforholdsmæssig hårdt ud over de store skoler. Der lægges op til, at skolerne skal kapacitetsopbygge og have lokale PLC (altså Pædagogiske Læringscentre, som kan håndtere og varetage en del af det ”ekstra” som elever med særlige behov kan have brug for). Det kan der være fine pædagogiske grunde til, i og med at børnene så kan blive på skolen sammen med deres klassekammerater, selvom de i visse timer eller perioder har brug for ekstra støtte. Men samtidig lægges der op til, at de midler der bevilges til netop PLC baseres på en grundbevilling, der ”sikrer at skolen kan have de lovpligtige funktioner” og så øges denne vistnok med en procentsats, som ikke er helt gennemskuelig. Men udfordringen er ikke at sørge for, at der er de lovpligtige funktioner tilstede i PLC på hver skole. Udfordringen er at have at have lærere i et tilstrækkeligt antal timer til at løfte opgaven, og denne udfordring stiger naturligvis proportionelt med antallet af spor og dermed elever på skolen. Det virker som om man forventer stordriftsfordele på dette område, men de findes ikke. Hvis blot 4 elever hver har brug for støtte i 9 timer om ugen, så går der en hel lærerstilling til det. Selvom lærere kan meget – er det dog ikke muligt for dem at være to steder på én gang, så hvis 8 elever hver har brug for støtte i 9 timer om ugen, så kræver det to lærere. En firesporet skole har derfor højst sandsynligt brug for dobbelt så mange lærertimer i PLC som en tosporet skole – men det tager modellen ikke højde for.

Vi foreslår derfor at udgifterne til specialområdet følger det samme gode princip, som budgetmodellen lægger op til at indføre på normalområdet – nemlig at kommunen afholder de faktiske udgifter i stedet for at tildele skolerne et budget baseret på estimerede udgifter. Svendborg og Odder Kommune har haft lignende overvejelser og er derfor netop gået bort fra budgetmodeller, hvor den lokale skole bærer ansvaret for budgetoverholdelsen.

Alternativt foreslås en kombinationsmodel, hvor skolerne tildeles et beløb på baggrund af de forventede udgifter til specialområdet – og med øje for at en skole med 800 elever skal have dobbelt så meget til PLC som en skole med 400 elever, samt at der som supplement er mulighed for at søge en bufferpulje, som er fælles for skolerne og fordeles på baggrund af den faktiske fordeling af udgifter til børn med særlige behov.

I det nuværende forslag vil den enkelte skole stadig skulle håndtere en stor økonomisk usikkerhed, hvilket vi ikke finder hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt for børn eller voksne – ligesom det også er stik imod den oprindelige intention med ændringsforslaget. Der bør være – og skal ifølge loven være - børnenes behov og ikke skoleledernes forpligtelse til at overholde budgettet, der afgør hvilke løsninger, der kan findes for børn med særlige behov.