Oprettet: 19. december 2019
Svarnummer:
56

Indsendt af

Erhardt Franzen

Postnr.

2300

By

København S.

Høringssvar

Som udgangspunkt vil det være overordentlig betænkeligt at bygge boliger til 4.500 mennesker ovenpå en losseplads af den størrelse, som ligger under byggegrunden. Der er tale om millioner af tons farligt affald under området. Endvidere vil byggeriet betyde, at hen imod en femtedel af Amager Fælled og dermed naturområdet vil blive ødelagt. Mange dyr, insekter og fugle må opgive at leve på fælleden og fredede planter må opgive at gro på arealet Biodiversiteten vil blive reduceret ganske betydeligt. Når det gælder indholdet i en miljøkonsekvensundersøgelse er det oplagt, at eksistensen af og konsekvenserne for nationalt og internationalt beskyttede, fredede og truede plante- og dyrearter skal kortlægges til bunds. At der gøres aktuel status over konsekvenserne for biodiversiteten ved et byggeri af omhandlede omfang og karakter, herunder de afledte konsekvenser for tilstødende områder på fælleden, hvor der vil færdes tusindvis af mennesker hver dag til/fra området. Aktuelle undersøgelser af jordbunden under byggegrunden fortæller om stærk forurening med både farlige gasarter fra organisk materiale, tungmetaller, pesticidrester, biokemiske resistensforbindelser m.m. Alt sammen er det med til at gøre både jordbunden og grundvandet sundhedsmæssigt farligt at bo oven på. Da trafikken i området - Vejlands Allé, Center Boulevard og Artillerivej - i forvejen er godt på vej til at sande til i store dele af døgnet, vil en bydel med 2.000 boliger og 4.500 mennesker med udkørsel til Vejlands Allé være med til, at trafikken i området bryder totalt sammen og at sammenbruddet vil strække sig ad motorvejen ud over motorvejsbroen til Sjælland, hvor det allerede i dag, dagligt er lange køer - undertiden fra lufthavnen til Vallensbæk, med en luftforurening langt over det sundhedsskadelige niveau på hele strækningen gennem Ørestad. Både de trafikale og luftforureningsmæssige konsekvenser af byggeriet skal undersøges til bunds. Også belastningen af trafikken med forbrugsvarer, renovation, flyttevogne, pakkeforsendelser, taxakørsel, hjemmehjælp, sundhedspleje mv. til bydelen skal i undersøgelsen gøres til genstand for vurdering. Også lysforureningsspørgsmålet i forhold til dyrelivet og fælledens rekreative værdier bør gøres til genstand for undersøgelse. En bybebyggelse og et byliv af den omhandlede størrelse og karakter medfører også overfladebelastning og brugspåvirkninger til undergrunden, der under driften vil udløse sætningsskader. Skaderne kan være som følge af løbende biologisk omsætning i undergrunden og at grundvandstanden skifter niveau og måde at opføre sig på. Også hele klimadelen af projektet bør gøres til genstand for en nøje vurdering i forbindelse med en miljøkonsekvensrapport. Med venlig hilsen Erhardt Franzen