Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Nyindretning af Dantes Plads

Oprettet: 30. juli 2019
Svarnummer:
24

Indsendt af

Margrethe Albeck

Postnr.

1552

By

København V

Høringssvar

Til Københavns Kommune Høringssvar Dantes Plads Det er svært at skrive forslag til, hvordan man ønsker Dantes Plads indrettet, når ødelæggelsen af pladsen en gang for alle er fuldbragt. Man fatter ikke, at planen om uopretteligt at forandre stedet til en underjordisk pengemaskine ikke for længst er taget af bordet. Dantes Plads blev i 2013 genindviet, blev præmieret for det smukke udseende og er i årene efter i stigende grad, (ligesom Vester Voldgade efter fredeliggørelsen), blevet et sted, hvor folk har lyst til at opholde sig, nyder at slå sig ned eller bare med velbehag passerer. Flere ting bidrager til den gode atmosfære på stedet: beliggenheden med udsigt til flere kulturinstitutioner (Glyptoteket, Videnskabernes Selskabs bygning og Nationalmuseet), de nydelige ejendomme fra 1880'erne, der på de to langsider indrammer pladsen, blomsterbedene, som endelig har fået fat og pryder stedet, og ikke mindst de store dejlige og skyggefulde akacietræer (24 stk.), som hvis man skal tro dagens avis, er svaret på, hvordan man gøre livet i de varme somre mere udholdeligt. Endelig findes der i den smalle ende af pladsen ud mod Vester Voldgade en udendørs café/restaurant, hvor folk i ro og mag kan slappe af. Dette sted, den smalle ende ud mod Vester Voldgade, er netop der, hvor man har valgt, at ned- og opkørslen til Q-parks kommende 3-etagers parkeringskælder skal anlægges!!! Anlæggelsen af parkeringskælderen er et projekt, som vil vare et sted mellem 2 og 4 år, hvor Vester Voldgade næppe vil være farbar, mens pladsen graves ud til 11 meters dybde, og der siden i hullet støbes en parkeringskælder med plads til over 200 biler under jorden. Hele overfladen vil blive fjernet, væk med bedene, og hvad der gror der, og værst af alt: de store træer fældes, slås ihjel! For over cementskallen vil der kun være 50 cm jord, som ikke kan være grobund for træer af den størrelse. Udover ned- og opkørslen til p-kælderen, som jo ikke bare er et dobbeltsporet hul ud mod Vester Voldgade, men også åbner sig et godt stykke ind på pladsen, forsynet med diverse skiltninger, lys om aftenen og gelændere så folk ikke falder ned på kørebanerne, vil der også skulle etableres et glas-elevatortårn og en nødtrappe på pladsen. Alt sammen noget der kommer til fuldstændig at ændre Dantes Plads og fjerne stedets ånd. Beboerne på og omkring Dantes Plads har i stort omfang protesteret mod planerne om at anlægge en 3-etagers p-kælder under pladsen Alle har efterlyst en lokalplan og en gennemgribende miljøundersøgelse af virkningerne af projektet, så jeg vil blot henvise til disse tidligere indsigelser. For intet har ændret sig i vores holdninger og ubegribeligt nok heller ikke på Københavns Rådhus. Heller ikke vores henvisninger til udtalelser fra f.eks. overborgmesteren om København som den mest CO2-neutrale hovedstad i verden, eller udsigten til metrostation på Rådhuspladsen og Gl. Strand har rørt nogen. Eller at cykel-og gangbroen Ll. Langebro vil øge mængden voldsomt af cyklende, som skal passere stedet, hvor biler vil krydse cykelsti og fortov på vej ned i eller op fra p-kælderen... Til slut vil jeg appellere til Teknik- og miljøudvalget, til borgerrepræsentationen, ja til overborgmesteren, om at ulejlige sig ned ad Vester Voldgade, stille sig på den modsatte side af gaden og forestille sig adgangen til Dantes Plads forsynet med dobbeltsporet vej ned under pladsen, skiltning, lys nede fra hullet, glas-elevatoren i den fjernere ende med udsigt til Glyptoteket, stakit omkring nødudgang og ikke mindst omkring selve nedkørslen til p-kælderen og træerne erstattet af mindre vækster o.s.v. Vil Dantes Plads ikke for altid have mistet sit fine udtryk? P.S. Ender det med at Dantes Plads bliver omdannet til overflade for en parkeringskælder, så ønsker jeg stadig bænke, bede, buske/træer på stedet. Endelig, hvis vores indsigelser intet indtryk gør, så ønsker jeg, at man vender hele planen på hovedet og laver ned- og opkørsel fra H.C. Andersens Boulevard. Det har kunnet lade sig gøre at lave en sådan ned- og opkørsel til p-kælder ved Industriens Hus, så det må også kunne være muligt ved Dantes Plads. Den ende af Dantes Plads (hvor de 3 rækker parkerede biler for tiden udgør en slags skærm mod den brølende trafik på Boulevarden) bliver alligevel aldrig et sted, hvor nogen vil opholde sig og indsuge stedets atmosfære. Det eneste man indånder der, er bilos tilsat trafiklarm! Med venlig hilsen Margrethe Albeck Vester Voldgade 92