Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 22. oktober 2020
Svarnummer:
2338

Indsendt af

Mikkel og Christina

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Projektet Vejlands Kvarter kan isoleret set ses som et lille ubetydeligt indgreb i et stort naturområde, men virkeligheden er, at det er endnu en salamiskive i et naturområde, som gennem en årrække er blevet væsentligt mindre ved salamimetoden. For 30 år siden kunne man fare vild på Amager Fælled, allerede nu er området blevet så småt og omringet af høje bygninger at følelsen af at være i et naturområde er ændret til en parkoplevelse i et byområde. Vejlands Kvarter, vil med nye stier, bygninger, kunstige søer og belysning placeret langt ind på Amager Fælled medvirke til at ændre områdets karrakter fra naturområde til by/park. Når der ses på kummulative effekter i VVM og miljøredegørelse tages de allerede udførte forringelser af området ikke med, hvilket er en skam. Det fremgår tydeligt af VVM'en, at projektet har en negativ påvirkning af området. Er det virkelig det, vi har brug for i København, som gerne vil bryste sig af at være grøn og bæredygtig? Hvordan kan kommunen stå på mål for at ville have mere biodiversitet og samtidig foreslå at snuppe et yngleområde fra viber, som i forvejen er pressede? Hvordan kan kommunen kæmpe for at begrænse partikelforurening, samtidig med at fjerne områder, som er med til at forbedre luftkvaliteten?

Et bærende argument for projektet er at betale metrogæld, men det er snævertsynet kassetænkning, da værdien af at bevare naturområdet ikke er gjort op. De rekreative interesser i området er ikke tilbundsgående undersøgt og ej heller værdisat. Det er mange gange bevist, at mennesker får det bedre af at komme ud i naturen. Hvilken samfundsværdi kan området give kummulativt over de næste 10 -20 - 100 år?

Projektet vil medføre øget trafik på vejene omkring, som i forvejen er hårdt pressede i myldretid, specielt Vejlands Allé og Sjællandsbroen, hvilket er negativt for både trafikanter og beboere i området. I forvejen er dette område blevet hårdt presset af intensivt byggeri på den sydlige del af Islands Brygge, Ørestad og Bella Kvarteret, der er brug for et "Time Out".