Oprettet: 27. januar 2019
Svarnummer:
17

Indsendt af

Lars Rosbjerg

Virksomhed / organisation

Naboer til VerdensKulturCenteret

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen Hermed høringssvar fra naboerne til VerdensKulturCenteret (VKC) på Nørrebro. Vores høringssvar vedrører to konkrete lokaliteter nemlig VKC og Sankt Hans Torv. Naboerne til VerdensKulturCenteret har i en årrække haft store udfordringer med støj fra baggården til VerdensKulturCenteret. Det er i denne baggård, at der afholdes udendørs musikarrangementer. Til baggrund for vores konkrete forslag i pkt. 1)-3), vil vi gerne gøre opmærksom på følgende: VKC's baggård er som den er beliggende - lydmæssigt - delt med de omkringliggende baggårde til beboelse. Således er VKC's baggård indrammet af naboernes baggårde. Derfor giver det store støjgener for naboerne, når der afholdes udendørs musikarrangementer i baggården. Praktisk set svarer det til, at der afholdtes musikarrangementer i naboernes egne baggårde. Baggården til VerdensKulturCenteret er i bund og grund ikke egnet til udendørs musikarrangementer pga. dens placering i forhold til den omkringliggende baggårds-beboelse. Vi synes, at vi har en rimelig ret til en rolig baggård. Området på og omkring Sankt Hans Torv er i forvejen vældig påvirket af støj fra gadessiden. Samtidig er der nu etableret et koncertsted (ALICE) i baggårdens forsamlingsbygning med det formål at afholde 311 koncerter om året. Dette giver i sig selv en stor støjbelastning i baggården fra koncertgæster før, under og efter koncerterne. Lokaliteten og dermed naboerne er således allerede belastet af støj i forbindelse med koncerter. Vi vil gerne understrege, at ved at tillade udendørs musikarrangementer på lokaliteten VKC og samtidig Sankt Hans Torv, bliver mange beboere ramt dobbelt, fordi deres bygning har forside mod Sankt Hans Torv og bagside mod VKC's baggård. Det betyder, at beboerne skal udsættes for dobbelt påvirkning af støj sammenlignet med det øvrige København. Vi forstår i øvrigt ikke, at en lille baggård som VKC's med andre baggårde som naboer, skal tildeles 20 dage i bilag 1 i stil med lokaliteter som Flæsketorvet og Ørsted Parken. Derfor forslår naboerne til VerdensKulturCenteret følgende: 1) Støjgrænsen i bilag 1 nedsættes til 60 db for VKC. 2) Det antal arrangementer som er tildelt Sankt Hans Torv (15 dage) i bilag 1, deles mellem Sankt Hans Torv og VKC med en overvægt til Sankt Hans Torv fx 10 dage til Sankt hans Torv og 5 dage til VKC. 3) Der tilføjes en særregel for lokaliteterne Sankt Hans Torv og VKC; For disse 2 lokaliteter må der ikke afholdes musikarrangementer på samme dag og i samme weekend. Generelt mener vi, at de udendørs musikarrangementer i København skal deles ud på mange flere lokaliteter, således at de enkelte nuværende lokaliteter bliver mindre påvirkes støj. Dermed bliver kulturen også spredt mere ud. Venlig hilsen og på vegne af naboerne til VKC, Lars Rosbjerg