Oprettet: 28. februar 2019
Svarnummer:
14

Indsendt af

Dennis Grønfeldt

Postnr.

1650

By

København V

Høringssvar

Intentionen og forslaget om at minimere plastikaffald ved arrangementer har jeg ud over rosende ord også nedenstående bemærkninger til. Forbyd også engangsplastik til shotsrør og shotsglas Ved dialogmødet om forslaget blev der talt om, at det vil blive vanskeligt at finde alternativer på markedet til shotsrør og shotsglas af plastik, og derfor bliver de nok ikke omfattet af forslaget. Det mener jeg dog, at de skal. Det kan nemlig være med til at sende et signal om, hvilken form for festlige arrangementer, man som kommune ønsker i det offentlige rum – festligheder hvor spiritus spiller en mindsket rolle. Det vil øge forslagets miljømæssige profil og samtidig give det en social profil. Derfor bør denne form for engangsplastikbægre ikke blive omfattet af muligheden for dispensation, som der lægges op til i forslaget (i kraft af at der endnu ikke findes gode alternativer). Uanset hvad der bliver besluttet, er det dog vigtigt, at det bliver klart defineret, hvad der menes med engangsplastikbægre i forslaget. Implementeringen af forslaget Kommunen bør sætte datoen for forslagets ikrafttræden, til kort før at kommunen selv arrangerer eller er medarrangør af et arrangement, som bliver ramt af forslaget. På den måde kan kommunen gå foran som det gode eksempel og vise, at det er muligt at føre forslaget ud i praksis og den vej igennem inspirere andre arrangører til, hvordan man kan løse udfordringerne i forhold til at minimere plastik. Opret et initiativ som bidrager til flere arrangementer Ved arrangementer hvor kommunen er arrangør eller medarrangør, skal kommunen lave en pantløsning, som gør det muligt for folk at donere deres pant fra genanvendelige drikkebægre til et initiativ, som sender pengene tilbage til byen/borgerne ved at bruge de donerede midler på nye arrangementer/som tilskudsmidler til andre arrangementer. En model kunne f.eks. være, at initiativet har et besluttende organ, som udvælger, hvad de donerede midler skal bruges til. Organet kan f.eks. sammensættes af ansatte i kommunen (f.eks. fra TMF), byens lokaludvalg og byens store arrangører af events/brancheforening(er) indenfor eventvirksomhed. På den måde kan det være, at andre arrangører også vil vælge at bruge donationsløsningen ved deres arrangementer. Med sådan et initiativ undgår man bl.a. også, at kommunen direkte favoriserer enkelte velgørende organisationer, når den vælger at bruge donationsprincippet ved arrangementer. Samarbejdspartner for kommunen og andre arrangører Jeg ser Cph Volunteers som en god samarbejdspartner som kan stilles til rådighed i forhold til at hjælpe både kommunen og andre arrangører med at skaffe frivillige til deres arrangementer. Noget som der bliver brug for ifølge flere af høringssvarene, når genanvendelige former drikkebægre skal implementeres til kommende arrangementer. Måske kan det endda hjælpe med til, at små arrangementer bliver (mere) økonomiske rentable med genanvendelige drikkebægre.