Høringssvar vedrørende Husumforbindelsen

Oprettet: 29. oktober 2018
Svarnummer:
12

Indsendt af

Jens Kristian Jensen

Virksomhed / organisation

Grundejerforeningen Husumgaard Villakvarter

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringsvar vedr. etablering af Husumforbindelsen (sag 2018-0259824) Sidste efterår gennemførte Københavns Kommune en trafiktælling på Korsager Allé på strækningen mellem Frederikssundsvej og Korsager Allé, som tydeligt dokumenterede behovet for trafikdæmpende foranstaltninger. Da etableringen af Husumforbindelsen indebærer en lukning af gennemkørsel af Korsager Allé mellem Husumvej og Frederikssundsvej, vil projektet sikre den nødvendige trafikdæmpning på strækningen. Derfor anbefaler vi på det kraftigste, at projektet gennemføres snarest muligt og at en eventuel prioritering af anlægsplanen i forbindelse med budgetteringen af strækningen tilgodeser behovet for at, netop denne del af forbindelsen, etableres først. Alternativet er, at kommunen skal finde en anden (midlertidig) løsning for trafikdæmpningen, hvilket vil være en både dyrere, mere besværlig og mindre tilfredsstillende løsning for beboerne på vejen. Med etableringen af Husumforbindelsen må det i øvrigt forudses at dele af den gennemkørende trafik, vil flytte fra Korsager Allé til især Kildebrøndevej, hvilket vil føre til en yderligere belastning af Kildebrøndevej, som vi allerede i dag finder for hårdt belastet af den gennemkørende trafik. Vi anbefaler desuden, at der overvejes løsninger i forhold til trafiksikkerheden i krydset Husumvej/Korsager Allé – f.eks. i form af trafik- eller advarselssignaler, ligesom skolevejen til Husum Skole bør indtænkes i projektet. Samlet ser vi meget positivt på projektet for Husumforbindelsen, som vi mener vil føre til et løft af områdets infrastruktur. Forbindelsen vil både åbne og binde bydelen bedre sammen, ved at gøre det både mere sikkert og meget lettere, at transportere sig på cykel fra de grønne områder ved voldene til trafikforbindelserne ved Husum Station. Netop denne linjeføring gør den interessant både som daglig transportvej for indbyggerne i område, såvel som transportvej til oplevelser i fritiden. Vi ser frem til resultatet af høringsprocessen. Hvis det mod vores forventning ikke fører til en snarlig løsning for trafikdæmpningen på Korsager allé Allé mellem Husumvej og Frederikssundsvej, forventer vi en snarlig dialog med forvaltningen om, hvordan problemerne på strækningen løses hurtigst muligt.