Høringssvar vedrørende Husumforbindelsen

Oprettet: 29. oktober 2018
Svarnummer:
11

Indsendt af

Brønshøj-Husum Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Brønshøj-Husum Lokaludvalg

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar vedr. projektforslaget til Husumforbindelsen. Husumforbindelsen er et vigtigt projekt for Brønshøj-Husum, da en bedre sammenhæng mellem områderne i Husum kan være med til at øge borgernes brug af de eksisterende idræts- og kulturfaciliteter i Husumparken, EnergiCenter Voldparken og Tingbjerg. Det er derfor ærgerligt, at projektet er sat i bero. Projektet har været længe undervejs, og Brønshøj-Husum Lokaludvalg har deltaget i projektudviklingen lige siden de første ideer til en Grøn forbindelse, der kunne forbinde den nordlige del af Husum med den sydlige. Ideen blev ”født” i perioden under Områdefornyelse Husum. Undervejs i projektet har der været flere velbesøgte borgermøder, hvor der har været stor og positiv interesse for projektet. Lokaludvalget er blevet løbende orienteret af kompetente medarbejdere fra forvaltningen, og lokaludvalget har bidraget med kontakt til andre aktører i lokalområdet, således at linjeføringen kunne finjusteres i forhold til lokale ønsker. I forhold til det konkrete forslag har lokaludvalget følgende kommentarer: Det fremgår af teksten fra budgetaftalen i 2015: Husumforbindelsen skal starte sit forløb ved Stitilslutning i/til Tingbjerg, delvis af eksisterende stier og veje, og krydse Vestvolden via en ny bro og følge Kobbelvænget til Frederikssundsvej og videre ad Korsager Alle til Tunnellen under S-banen ved Åvendingen. På Korsager Alle ved Smørumvej tilføjes et sydgående forløb af Smørumvej og et kort stykke af Karlslundevej til Husum Skole / Husumparken. - Det fremlagte projektforslag til Husumforbindelsen er i god overensstemmelse med de ønsker og aftaler, der er i budgetaftalen, der er dog nogle mangler, som gør, at det ikke lever op til den sikre cykelforbindelse som forventes. Der mangler en tydelig og sikker forbindelse fra Korsager Alle og til Husum Skole. Det har været foreslået, at man markerede en cykelforbindelse igennem Husum Vænge, men den er åbenbart ikke kommet med. Man kunne også vælge at leve op til det, der står i budgetaftalen ved at anlægge en cykelsti langs Smørumvej til Karlslundevej. - På strækningen af Kobbelvænget, fra Gadelandet til EnergiCenter Voldparken, mangler der tydeligvis en markering af et busstoppested til linje 22 på denne strækning, det vil yderligere påvirke antallet af parkeringspladser i negativ retning for dette område. - På det fremlagte tegningsmateriale mangler der en generel angivelse af de belysningsapteringer, der skal indgå på de pågældende strækninger. Det er meget vigtigt med en god belysning, så det bliver trygt at færdes på de nye Cykel- og Gangstier. Ved krydset Husumvej / Korsager Alle mangler der også en beskrivelse af hvilken belysning/signalanlæg, der skal etableres. Der har i det oprindelige projektforslag været beskrevet, at der skulle etableres stor ”Lysekrone” i krydsene Gadelandet /Kobbelvænget og Husumvej / Korsager Alle. Da der til projektet også hører etablering af belysning på Voldgaden, bør der også være en beskrivelse af denne strækning. - Det er skuffende, at projektforslaget ikke indeholder elementer til forbedringer af byrum langs ruten. Husum¬forbindelsen bør indeholde muligheder for stop/ophold undervej, f.eks. ved placering af bænke og ekstra belysning. Særligt ved Husum Bypark vil det være oplagt at placere et ”pitstop” med en cykelpumpe nær det eksisterende cykelstativ. - Den valgte linjeføring af cykelstien mellem Kobbelvænget og Vestvolden ser Lokaludvalget som et godt kompromis, der er forhandlet på plads med boligselskabet AAB38. Det er vigtigt, at afstanden til den nye bro på Vestvolden bliver så kort som muligt, så de gående opnår at få den korteste afstand, når de benytter den allerede bestående gangstisforbindelse. Med venlig hilsen Hans S. Christensen Formand for Brønshøj-Husum Lokaludvalg Palle Lolk Formand for Byudviklingsudvalget