Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Revision af Forskrift for indretning og drift af restaurationer
Oprettet:
19. august 2018
Svarnummer:
29
Indsendt af
Morten Vesely
Postnr.
1454
By
København K
Høringssvar
Høringssvar til Forskrift for Indretning og Drift af Restaurationer. 18.8.2018.
Naturligvis siger jeg ja, det var da på tide at vi kommer bare et lille skridt videre på fornuftens vej. At sige nej ville være omtrent det samme som at forkaste færdselsloven.
Så mangler vi bare alt det andet, som disse små justeringer ikke gør noget ved, nemlig følgevirkningerne af kommunens alt for mange, asociale natbevillinger, som jo fører til at beboerne i kvarterer med mange nat-barer imod alle regler, forordninger og borgerlige rettigheder bliver berøvet deres privatliv og nattesøvn på grund af den ukontrollerede såkaldte "festen i gaden", som der for os på ingen måde er noget festligt ved.
Se det ville blive hilst med jubelråb fra de plagede beboere, som stadig ikke forstår hvorfor deres retsstilling i det danske samfund er ringere end for eksempel bevillingshavernes, hvis indtjening om natten prioriteres og fremmes på bekostning af vores ret til privatliv og en uforstyrret nattesøvn.
Vi venter i spænding og frustration på kommunens udspil til et ægte balanceret natteliv. Lad dette så være et foreløbigt lille skridt i denne rigtige retning, som hurtigt bliver fulgt op af flere og mere dybtgående initiativer, der virkelig retter op på det nuværende fuldstændig ubalancerede natteliv.
Da vi beboere ingen magtbeføjelser har ligger vores liv, desværre, helt bogstaveligt i jeres, magthavernes, hænder.
Desuden tilslutter jeg mig fuldt ud Lotte Juuls høringssvar.