Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Revision af Forskrift for indretning og drift af restaurationer
Oprettet:
18. august 2018
Svarnummer:
23
Indsendt af
Lilian Sølbeck
Virksomhed / organisation
Beboer
Postnr.
1202
By
København K
Høringssvar
Som støjplaget beboer i Indre by støtter jeg 100 % op om forslaget – det er meget positivt, at der nu forhåbentligt kommer en stramning bl.a. med lydsluser og plombering af anlæg til begrænsning af støjen – også selv om det ikke er optimalt, ligesom der selvfølgelig ikke må spilles musik på udendørs areal. Vinduer og døre skal som en selvfølge holdes lukkede. Vi er overordentligt plaget af støj fra barer og natteliv efterhånden i hele Indre By. Problemerne er eskaleret over de seneste år. Efterhånden som butikkerne lukker, indrettes der nye barer og restauranter, som kommunen i stride strømme giver bevillinger og ofte også natbevillinger uden at tænke på, at de fleste områder i forvejen er belastet af støj og møg, og at der faktisk bor en masse mennesker i disse områder, som får ødelagt deres tilværelse. Barer og beboere er en meget dårlig kombination. Men forslaget løser ikke problemerne. Der bør f.eks. ikke gives flere bevillinger i Indre By, der i forvejen på dette meget lille område er belastet med 1/3 af bevillingerne i København. Endvidere bør bevillinger kunne tages fra de restauranter og barer, som ikke overholder forskrifterne, ligesom man heller ikke som en selvfølge ved ejerskifte kan overtage en natbevilling. På den måde kan man måske på længere sigt også reducere antallet af natbevillinger, som giver de fleste støjgener. Det er vigtigt, at kommunen, støjvagter og politi følger op på reglerne og sikrer, at reglerne overholdes, og at det får konsekvenser ikke at overholde reglerne.