Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Amager Strandpark - lokalplan 590
Oprettet:
14. november 2018
Svarnummer:
30
Indsendt af
Ivan Froggaard
Virksomhed / organisation
Amager Volleyballklub
Postnr.
2300
By
København S
Høringssvar
Amager Volleyball klub ønsker etablering af flere beachvolleybaner samt et skur til opbevaring i byggefelt 1 i området ved de nuværende beachvolleybaner.
Amager Volleyballklub er brugere af stranden i forbindelse med beachvolley i sommerhalvåret. Klubben ønsker fortsat at kunne udbyde beachvolley træning for børn, unge og voksne (Både for brede, talentudvikling og elite) samt afholde mindre stævner i byggefelt 1 i området ved de to etablerede beachvolleybaner. Klubben har kun Amager Strand til rådighed, da der ikke er etablereret andre beachvolley baner, som klubben kan benytte, hvorfor at vi er meget afhængige af stranden til beachvolley.
På nuværende tidspunkt bruger klubben primært egne transportable baner. Det gør vi både for at være sikre på, at vi har baner at spille på, og for ikke at spærre for strandens øvrige gæster på de faste baner. De transportable baner og øvrigt udstyr som bolde mv., har vi i en årrække haft opbevaret i den gamle toiletbygning tæt ved Tutten. Desværre har kommunen meddelt, at denne bygning skal rives ned, og vi har måttet fjerne vores udstyr herfra.
Derfor har vi nu behov for, at vi kan få bygget et nyt skur til opbevaring af udstyr i byggefelt 1. Drømmescenariet ville være, at skuret blev bygget på en måde, så det både kan fungere som opbevaring og som en lille tribune ved banerne, og meget gerne inkl. toiletter. Amager Volleyball klub er ikke den eneste forening, der bruger dette område på stranden til beachvolley. Fx er der også Sportskollektivet. Derfor kunne en løsning være et fælles skur/bygning med adskilte døre/låger, som flere foreninger kan benytte samtidig.
Hvis det ikke kan lade sig gøre at få bygget et skur i byggefelt 1, så kunne vi ønske et alternativt opbevaringsrum i enten byggefelt 2 eller 3. Det vil dog medføre en længere transport af udstyr til beachvolleyområdet, hvilket ville gøre det endnu mere vigtigt at få etableret flere faste beachvolleybaner, da især de transportable baner er ret tunge at bære, mens linjer og bolde lettere kan transporteres.
I øvrigt er klubbens holdning at den nuværende stemning og det nuværende miljø på Amager strand i høj grad bør bevares, med natur, fritidsaktiviteter og foreningsliv i centrum. Derfor ønsker vi, at foreningslivet får en høj prioritering i byggefelterne frem for kommercielle interesser og erhverv som caféer og butikker mv.