Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Ændring af skoledistrikter til skoleåret 2019/2020
Oprettet:
8. juni 2018
Svarnummer:
22
Indsendt af
Maria Bælum Mauria
Virksomhed / organisation
Kalvebod Fælled Skole
Postnr.
2300
By
København S
Høringssvar
Høringssvar fra forældrebestyrelsen, Kalvebod Fælled Skole, ang. ændring af skoledistrikter til Skoleåret 2019/2020
Københavns kommune har igangsat en høring ang. ændring af skoledistrikter i bl.a. Ørestad til skoleåret 2019/20. Der er også fremlagt et forslag til evt. fremtidig ændring af distriktet i forbindelse med oprettelsen af en tredje skole i Ørestad. Skolebestyrelsen på Kalvebod Fælled Skole har drøftet disse forslag og er enig om følgende høringssvar:
Da Ørestad er et område i stadig udvikling og udbygning er det tydeligt for både forvaltning, skoleledelser og bestyrelser, at fremtidige distriktsændringer ikke kan undgås. De sidste mange år har Ørestads yngste beboere og deres familier kæmpet med store kapacitetsproblemer og deraf følgende ændringer, udflytninger m.m. i både daginstitutioner og skoler. Vi mener dette skyldes manglende rettidig omhu fra Københavns kommune og vil derfor på det kraftigste henstille til, at man forsøger at lave en langsigtet løsning, som ikke blot løser et nuværende problem men giver mest mulig stabilitet for børn, forældre og skoler i Ørestad.
Vi mener ikke det nuværende forslag til ændring af skoledistrikter tager højde for at skabe stabilitet og i øvrigt for at forebygge fremtidige kapacitetsproblemer.
Vi indstiller derfor til, at man arbejder med flg. løsninger:
• At der hurtigst muligt oprettes skoledistrikt til den kommende tredje skole i Ørestad. Pt. er det kommende 0. Klasses spor på Kalvebod Fælled Skole (herefter KFS) næsten helt fyldt og Ørestad Skole (herefter ØS) er overbelagt med et spor. Oprettes skoledistriktet til den tredje skole i 2019/20, vil den/de overskydende klasser kunne starte på den nye skole. Dette vil løse overbelægningen og deraf flg. kapacitetsproblemer på ØS, forhindre fremtidig overbelægning på KFS og skabe stabilitet for alle bydelens børn.
Den tredje skole vil kunne have til huse på KFS, indtil bygningen står færdig, hvis der f.eks. oprettes pavilloner langs kanalen ved ØS til de elever fra ØS der pt. er henvist til at have til huse på KFS i de tre kommende år. Dette vil være en langsigtet løsning på de kapacitetsproblemer, både ledelser og bestyrelser på ØS og KFS mener, der vil opstå om nogle få år, da ØS fortsat er overbelagt og KFS også vil blive det, hvis ikke der etableres en langsigtet løsning nu.
• At flytte dele af skoledistriktet i Ørestad til Dyvekeskolen.
Her tænkes primært på den nederste del af Bella Kvarter og / eller den nederste del af haveforeningskvartererne ud mod Kongelundsvej, som ikke er en egentlig del af Ørestad. Dette foreslås, da der er og fortsat vil være pres på kapaciteten på Ørestads skoler, mens der efter vores vidende mangler elever på Dyvekeskolen.
• Muligheden for at skabe ét stort skoledistrikt i Ørestad.
Herunder oprettelsen af den tredje skole, så alle Ørestads børn kan blive fordelt på tre skoler med hhv. 3, 3 og 4 spor. Vi forestiller os, at fordelingen i udgangspunktet sker i forhold til, hvilken skole man bor tættest på. Dette vil forebygge evt. kommende kapacitetsproblemer, da børnene kan fordeles ud på skolerne i henhold til plads. Det vil yderligere skabe øget stabilitet, da bydelens forældre og børn vil vide, at de kan være sikre på at komme på en skole i Ørestad, men ikke nødvendigvis hvilken, fremfor at tro, de hører til en bestemt skole og efterfølgende blive flyttet rundt af hyppige distriktsændringer som følge af udbygningen af området.
Juni 2018
Skolebestyrelsen ved Kalvebod Fælled Skole