Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Ændring af skoledistrikter til skoleåret 2019/2020
Oprettet:
15. maj 2018
Svarnummer:
7
Indsendt af
Henriette Sø
Postnr.
2400
By
Kbh. NV
Høringssvar
Jeg vil gerne gøre indsigelse mod den foreslåede ændring af skoledistriktet tilhørende Utterslev Skole. Jeg er del af et meget velfungerende vejlaug, der består af villaerne på Dortheavej, Rentemestervej og Smedetoften - og børnenes fælles skoletilknytning er af afgørende betydning for sammenholdet.
Vi bor utroligt tæt på Utterslev Skole - og hvis det for en del af forældrene ikke længere vil være muligt at få børnene på den lokale folkeskole, vil det uden tvivl få indflydelse på både sammenholdet og beboersammensætningen.
Mine børn går begge på Utterslev Skole, så ændringen rammer ikke mig personligt. Jeg er dog optaget af, at vi ikke får spoleret den meget positive udvikling i området - som blandt andet giver sig udslag i et stort lokalt engagement fx i det aktuelle byfornyelsesprojekt.
Vores vejlaug har hørt til Utterslev Skole i ca. syv år, og min datter var del af den første årgang med tre spor på Utterslev Skole. Vejlaugets beboere hørte tidligere til Tagensbo og særligt den meget usikre trafik betød, at en række forældre fravalgte folkeskolen til fordel for privatskoler, mens andre valgte Bellahøj eller Holbergskolen. Den manglende fælles skoletilknytning havde dengang en meget negativ indflydelse på fællesskabet - og på beboerens lyst og vilje til at engagere sig i lokalsamfundet. Vores fællesskab var fragmenteret og præget af tilfældighed, hvor vi i dag er en stor ressource for lokalsamfundet, hvor vi samlet set bidrager på en lang række måder. Jeg håber derfor, at I vil medvirke til at bevare denne ressource til gavn for os alle - og enten skrinlægge forslaget om at flytte rode 304 eller vælge alternativet, som går ud på at lade vores karre fortsat være en del af Utterslev Skoles distrikt som skitseret i det alternative forslag.