Høringssvar vedrørende Damhusengens Skole - lokalplan 582

Oprettet: 26. november 2018
Svarnummer:
15

Indsendt af

Hanne Larsen, formand for afdelingsbestyrelsen Lønstrupgaard

Virksomhed / organisation

Boligforeningen 3B, Afdeling Lønstrupgaard

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Afdelingsbestyrelsen i Lønstrupgaard i Boligforeningen 3B har drøftet lokalplansforslaget for Damhusengens Skole og har følgende indsigelser til forslaget: Skyggegener på boliger: Bygning A, Værket, som skal ligge ud til Klitmøllervej, vil ligge overfor boligerne beliggende på adresserne Vanløse Byvej 15-19 (blokken ligger ud til Klitmøllervej lige overfor det nuværende fritidshjem Klitten). Skyggediagrammerne viser kun skyggerne i juni og marts, så man kan ikke se, om der i løbet af året vil være skygge på nogle af boligerne i blokken. Hvis Bygning A på noget tidspunkt i løbet af året vil kaste skygge på boligerne i Vanløse Byvej 15-19, må Bygning A rykkes tilbage eller ændres, så boligerne ikke bliver generet og forringet af at komme til at ligge i skygge. Parkeringsforhold i området: Allerede nu inden udvidelse af skolen er der mangel på parkringspladser i området omkring Klitmøllervej og Hirtshalsvej. Der er både mange beboere, lærere, pædagoger, forældre og brugere af idrætsfaciliteterne, som parkerer i området. Endvidere parkerer en del pendlere (Metro og S-tog fra Vanløse station) samt ferierejsende, som stiller bilen og tager Metro til Kastrup Lufthavn. Der er derfor behov for at fastholde parkeringspladsen til 80 biler på hjørnet af Klitmøllervej og Hirtshalsvej. Det kan eventuelt suppleres med en 3-timers parkeringszone, som det er kendt i andre områder i nærheden af Vanløse Station. Trafikforhold i området: Det er et i forvejen meget trafikeret område med mange børn i trafikken. Der er også mange cyklister og gående. Derfor bør hele området reguleres og trafiksikres til en zone med max 30 km/t. Desuden bør der være bump eller tilsvarende foranstaltninger til at sikre, at hastighedsgrænsen overholdes, og at trafikken afvikles i et forsvarligt tempo. Ved krydset Ålekistevej/Klitmøller er der ofte kø og prop især i myldretiderne. Derfor bør der laves tiltag til at sikre en glidende trafikafvikling, herunder at parkeringspladserne på Klitmøllervej tæt på krydset ved Ålekistevej fjernes permanent. I lokalplanforslaget indgår en plan om at ensrette trafikken i området i morgenmyldretiden. Den ide kan vi godt støtte, da vi tror på, at det vil forbedre trafikafviklingen i myldretiden. Vi vil foreslå, at ensretningen også indføres i myldretiden om eftermiddagen, hvor mange børn hentes i bil fra børneinstitutioner, skole, fritidshjem og klubber. Herudover bør lysreguleringen i krydset Klitmøllervej/Ålekistevej justeres, så der er længere perioder med grønt for kørende og gående trafikanter, som kommer fra Klitmøllervej og skal ud på eller over Ålekistevej. Som det er nu, er der lange perioder med rødt lys, når man kommer fra Klitmøllervej. Det frister mange til at gå eller køre over for rødt lys. For trafiksikkerhedens skyld mener vi, at cykelstien rundt om skolen også bør anlægges på lønstrupvej, Hirtshalsvej og Klitmøllervej på det stykke, hvor der ikke er planlagt cykelsti. Idrætsfaciliteter: Vi synes, det er vigtigt, at der i forbindelse med skolebyggeriet indgår en sportshal, som opfylder (de internationale) krav til en håndboldhal. Det vil også være i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning fra 2011 om, at der altid etableres en idrætshal, når der bygges nye skoler, eller når eksisterende skoler udbygges. Herudover er det vigtigt for børnenes trivsel, at der på udearealerne på skolen etableres et areal, hvor der kan spilles fodbold og andre boldspil, fx som boldburet ved den gamle Hyltebjerg Skole ved Genvejen. Venlige hilsner Afdelingsbestyrelsen i Lønstrupgaard, Boligforeningen 3B Hanne Larsen Formand