Høringssvar vedrørende Damhusengens Skole - lokalplan 582

Oprettet: 15. november 2018
Svarnummer:
8

Indsendt af

Anders Clemensen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Jeg har bemærkninger/indsigelser vedrørende områderne trafik, parkering, cykelsti og bygninger. Bygninger: Byggefelt A, "Værket" på 3 etager med en højde på 13 meter ud mod Klitmøllervej: Bygningen vil danne skygge ud mod Klitmøllervej og over på bygningen med Vanløse Byvej 15-19 (som ligger ud til Klitmøllervej). Således vil boligerne i denne bygning komme til at ligge i skygge i dele af døgnet i visse dele af året. Det vil jeg gøre indsigelse mod og foreslå, at bygningen i byggefelt A trækkes længere tilbage eller bliver lavere. Samme bygning vil også forstyrre privatlivet i boligerne på Vanløse Byvej 15-19, fordi der vil være frit udsyn til beboernes boliger med inddækkede altaner, stuer, køkkener og værelser. Jeg vil opfordre til at lave tiltag, der kan beskytte beboernes privatliv. Trafik og parkering: Der er allerede en ekstrem mængde biltrafik i området både om morgenen omkring kl. 7.30-8.15 og i et langt tidsrum om eftermiddagen fra omkring kl. 15-17.30. Særligt forældre og brugere af idrætsfaciliteterne i området vælger at komme i bil, og det skaber dels en tæt trafik og dels et meget stort pres på parkeringspladserne i området. Der er allerede en del ulovlig parkering. Både trafikmængde og behov for parkering må forventes at stige, og disse problemer skal løses. Fx er der på Klitmøllervej og Hirtshalsvej et konstant stort pres på parkeringspladser: Både beboere på Klitmøllervej og Vanløse Byvej (bebyggelsen Lønstrupgaard), beboere på Ålekistevej, udenbys pendlere til København (Metro og S-tog), udenbys folk som langtidsparkerer bilen og tager på ferie (Metro til Kastrup), forældre, ansatte på skole og børneinstitutioner samt brugere af idrætsfaciliteterne i området lægger samlet set dette store pres på parkeringspladserne i området. Der er således et meget stort og vigtigt behov for at gøre en særlig indsats for at regulere og begrænse biltrafikken i området (for eksempel lave foranstaltninger, som får flere forældre til at følge deres børn i skole til fods eller på cykel). Hertil er der et mindst ligeså stort behov for at sikre de nødvendige parkeringspladser i området og gerne indføre parkeringszone som i området, der ligger tættere på stationen, dvs. tidsbegrænset parkering i dele af området. Hertil kan så lægges nye parkeringspladser som fx de 80 pladser, der var planlagt på hjørnet af Hirtshalsvej (som jeg har fået opfattelsen af er droppet). Den store trafikmængde i myldretiderne morgen og eftermiddag medfører også, at mange forældre (og bedsteforældre) parkerer ulovligt i området, mens de henter og afleverer børn. Det er med til at gøre trafik- og parkeringssituationen endnu mere presset. Her kunne parkeringsvagter og politi være fint, men dem ser vi kun yderst sjældent i området. Alternativt eller som supplement hertil kunne veje og kantzoner mv. indrettes, så bilisterne ikke kan parkere deres biler på græsarealer, indkørsler, større fortovsarealer mv. I høringsmaterialet er krydset Jydeholmen/Hanstholmvej/Ålekistevej nævnt. Jeg er helt enig i, at der er behov for sikring af dette kryds. Udover de nævnte tiltag skal kommunen og politiet også være opmærksom på, at der dagligt er mange trafikanter, især bilister, som kører overfor rødt i krydset og skaber farlige situationer. De forhold, der gælder for det nævnte kryds, gælder også for krydset Klitmøllervej/Ålekistevej. Der er behov for trafiksikring, og der skal også her rettes opmærksomhed mod de mange trafikanter, som kører overfor rødt. Cykelsti: Af tegningerne ser det ud som om, der ikke bliver cykelsti på Hirtshalsvej og en lille del af Klitmøllervej. Jeg vil opfordre til, at der også sørges for cykelsti der, fordi det allerede nu er et sted, hvor det især for børn kan være svært og farligt at komme rundt på cykel på grund af de mange kørende og parkerede biler. Venlig hilsen Anders Clemensen