Høringssvar vedrørende Peter Rørdams Vej - lokalplan nr. 569

Oprettet: 20. september 2018
Svarnummer:
30

Indsendt af

Mette Munk Plum

Postnr.

2400

By

Kbh

Høringssvar

I forbindelse med lokalplanforslag “Peter Rørdamsvej”, er indkørslen til supermarkedet Lidl, planlagt til at være fra Peter Rørdamsvej. Dette vil påvirke trafikken, ja hele infrastrukturen i vores kvarter. Som det er nu, er kvarteret et stille område, en landsby med Grundtvigskirken som kvarterets centrum. Denne stilhed vil forsvinde med Jeres forslag. Der vil komme færdsel af tunge lastbiler, skraldebiler, varebiler. Og personbiler. Lidl vil tiltrække kunder og med en indkørsel fra Peter Rørdamsvej, vil det være naturligt for bilisterne at køre på denne, fra Bispebjergvej og ned mod Tuborgvej. Det kan ikke undgås, at der dannes flaskehals og trafikprop, når lastbilerne skal køre igennem med varer og skrald. Peter Rørdamsvej er en lille, smal vej med mange parkerede biler i siderne - selv nu, kan gennemkørsel ind imellem være vanskelig.   Heller ikke ud fra et æstetisk, kulturelt synspunkt, er det godt for Peter Rørdamsvej med mere trafik - og slet ikke tung trafik. For et par år siden foregik der et vejarbejde, hvor man lagde fjernvarme ind. Dette arbejde medførte store lastbiler til området, og i forbindelse med den ekstra trafik det medførte, er der sket sætningsskader på flere bygninger, blandt andet Grundtvigskirkens indgansport ud til Peter Rørdamsvej. Den tunge trafik, som bliver følgen af lokalplanen, vil med tiden komme til at gøre skade på de fredede, bevaringsværdige ejendomme. Desuden vil trafikken medføre mere forurening, og med tiden vil der sætte sig mørke skygger på kvarterets bygninger. Deriblandt Grundtvigskirken! Der vil helt sikkert være mange i området, der er glade for udsigten til et kommende supermarked, men jeg vil anmode Københavns Kommune og Lidl, om at gentænke det projekterede med fokus på indkørslen fra Peter Rørdamsvej. Det oplagte alternativ er, at indkørslen til varehuset bliver fra Tuborgvej. På Tuborgvej er der, kort før højresvings indkørslen til Peter Rørdamsvej, placeret et 3 vejs kryds, Bispebjerg Hospital / Tuborgvej. Dette kan ændres til et 4 vejs kryds med en indkørsel til Lidl. Jeg håber hermed, I vil genoverveje projektet og åbne op for en ændring af den planlagte indkørsel til Liedl. På forhånd tak. Med venlig hilsen Mette Munk Plum