Høringssvar vedrørende Ny skolekapacitet i Sydhavn

Oprettet: 21. februar 2018
Svarnummer:
5

Indsendt af

Handicaprådet

Virksomhed / organisation

Handicaprådet i Københavns Kommune

Postnr.

1592

By

København V

Høringssvar

Til Børne- og Ungdomsforvaltningen Handicaprådet takker for det tilsendte høringsmateriale. Ved nybyggeri og tilbygninger er det helt essentielt, at der fra start tages højde for, at byggeriet skal være tilgængeligt for alle borgere i samfundet. Handicaprådet er bekymret for, at det beskrevne tidspres i forbindelse med en øget skolekapacitet i Sydhavnen kan resultere i, at der ikke afsættes tid nok til at sikre, at tilgængelighedsbehov bliver afdækket og gennemført for elever, lærere, forældre og andre der færdes på skolen. Her tænkes bl.a. på forhold, som etablering af elevatorer der er store nok til at rumme forskellige kørestole, egnede klasselokaler, brede indgangspartier samt tilgængelig placering af handicaptoiletter mm. Det er væsentligt, at de fysiske rammer på skolen både er inkluderende for personer med et fysisk handicap og personer med et psykisk eller mentalt handicap, der eksempelvis kan have behov for et rum de kan trække sig tilbage i. Videre finder Handicaprådet det helt centralt, at der etableres et tilstrækkeligt antal parkeringspladser, så alle ligeledes har mulighed for at tilgå skolen. Handicaprådet anbefaler således, at handicapaspektet tænkes med helt fra starten og i alle faser af det kommende byggeri. Det er helt centralt for både elever, lærere, forældre og andre personer der i perioder måtte færdes på skolen, at den er tilgængelig og rummelig. Dette er med til at sikre, at alle har lige muligheder for at deltage i det daglige liv på skolen. Ved at tænke tilgængelighed ind i startfasen af byggeriet undgås det, at der skal foretages løbende ’lappe-løsninger’, som i sidste ende kan resultere i dyrere og dårligere løsninger, end hvis tiltagende var inkorporeret fra starten som en naturlig del af byggeprojektet. Med venlig hilsen Janne Sander Formand for Handicaprådet i Københavns Kommune