Oprettet: 11. august 2018
Svarnummer:
2

Indsendt af

Ole Rasmussen

Virksomhed / organisation

Christianshavnernet

Postnr.

3210

By

Vejby

Høringssvar

Uddraget som kan læses nedenfor er hentet fra fremstillingen ”På jagt efter nye horisonter”. Christianshavnernets Skriv kan i sin fulde længde med fotos og links læses i vedlagte Word dokument eller på http://ChrHavn.dk. Et brokvarter under afvikling. Den aktuelle udvikling på Christianshavn, hvor Ørkenfortet, det oprindelige B&W hovedsæde på Christiansbro, skal give plads til et femstjernet Hilton hotel, vil betyde en yderligere amerikanisering af byrummet. Et byrum, som i dag stort set er overtaget af en Burger- og Pizza kultur, og andre former for Take Away, som henvender sig til folk på gennemrejse. En afvikling af det lokale handelsliv og miljø er en naturlig konsekvens. Hotel Mariott m.fl. domiciler på Kalvebod Brygge, ikke langt fra Ørkenfortet, toner i forvejen frem på nethinden som en tom og uvedkommende skal, og den øgede turisme er med udbygningen af flere hoteller i Københavns City løbet løbsk. På Christianshavn skal Søkvæsthuset i Ovengaden, og Kuglegården på Arsenaløen, den tidligere Forsvarskommando, også istandsættes til eksklusive hoteller, som vil få en yderligere forringelse af et lokalt christianshavnermiljø som konsekvens. Det sker samtidig med, at mange af de 2 vær. boliger på mellem 42 og 55 m2 udlejes som uforglemmelige rejsetilbud gennem AirBnb. Udlejning på dags-, uge- eller weekendbasis til priser fra 100 € i døgnet spreder sig som en steppebrand. De mange forældrekøb i hotel Aladdin, gennem årtier beboet af studerende på kortvarig gennemrejse, er i dag på vej til at blive fortrængt, så ejerne i stedet kan tjene nogle hurtige penge. Dette ny turistmekka får Christiania og en badeanstalt som nabo, hvor en moderne udgave af Sofies Bad skal placeres på Papirøen. Øen er bedre kendt som Havnens Perle og er oprindelig døbt Christiansholm. Badet skal vistnok indrettes med "billige" almene +boliger på toppen. Turismen og de mange events året rundt i byens smalle gader og stræder sætter samtidig dagsordenen for fremkommeligheden, og det har nok en gang den konsekvens, at de lokale miljøer i de centrale bydele sander til i isolation, ikke mindst på Christianshavn, som ikke længere udvikler sig, men stille og roligt udraderes som kvarter. For at vende tilbage til udgangspunktet, så giver det ikke mening at skrive om en bydel på skrump, et kriminelt Christiania, eller de historiske fakta om bydelen, som udførligt kan læses på andre sider, som fx på Wikipedia. Den lokale debat er flyttet fra forsamlingshuset til grupper på Face Book, hvis en lokal debat ellers eksisterer, for en Christianshavn debat har aldrig for alvor slået an i bydelen. Vi antager det skyldes de meget forskellige miljøer i de 4 kvadranter, som indbyrdes ikke har meget til fælles. Lokaludvalget (et kommunalt drevet forum forbeholdt bydelens foreninger), med hovedsæde i Beboerhuset og et sekretariat på Rådhuset, har valgt at benytte Christianshavns Kvarter, med udstyr betalt af lokaludvalgets kasse, som bydelens officielle talerør. Siden omtaler så vidt vides fortsat det lokale stof, som ikke kan udgives i kommunalt regi. Da de amerikanske pengemaskiner som TripAdvisor, Trivago og andre af samme type også har kastet sig over Christianshavn med udførlige guider til seværdigheder, hoteller og restaurationer, så er vor oprindelig gode placeringer på den amerikanske søgemaskine Google enten fjernet eller flyttet ned på side 30. Synligheden er i 2018 betragtelig reduceret. I den danske debat er "Ånden" genopstået fra graven som en uundværlig værdi, og religion har i mange kredse taget magten fra Fornuften. Uden Ånden som ledetråd for vor eksistens er vi fortabte sjæle, mener bl.a. Kulturministeren. Da den kristne religion i dens forskellige forklædninger undertrykker den individuelle frihed, så må Ånden og dens konforme livsopfattelse opfattes som et sjældent paradoks i en liberal sjæl. Men paradokser er ikke forbeholdt kristne sjæle, for også de lokale Metro-Donalder ansat i byens forvaltning er heller ikke nemme at tumle. Grådigheden på Rådhuset har erstattet Fornuften, som har konsekvens for byplanlægningen, og i denne abstrakte virkelighed har vi kastet håndklædet i ringen, og indstiller vore skriv. Ud fra en nostalgisk betragtning vil vi stadig lægge nogle dagsaktuelle fotos fra Christianshavn op som et særtillæg. Kort om historien…..(Desværre kan kun PDF filer kan uploades)