Høringssvar vedrørende Bomhusvej 18 - lokalplan

Oprettet: 6. april 2018
Svarnummer:
78

Indsendt af

Mikael Smidt

Postnr.

4030

By

Tune

Høringssvar

Som forælder til en elev på Ryparken Lille Skole er trafiksikkerheden i området for mig det vigtigste i forbindelse med lokalplansforslag Bomhusvej 18. Jegtilslutter mig høringssvaret skrevet af Søren Elholm, med forskellige anvisninger på løsninger til øgning af trafiksikkerheden. Sådan som jeg forstår lokalplansforslaget er der planlagt indkørsel til den nye bebyggelses parkeringsareal via Bomhusvej og indkørsel til parkeringskælder via Gartnerivej. Køretøjer der forlader bebyggelsen via udkørslen til Bomhusvej skal fortsætte ad Bomhusvej til krydset med Rygårds Allé, hvorefter de kan vælge at køre ud af området via Rygårds Allé til Tuborgvej eller via Rygårds Allé – Ryparken til Lyngbyvej eller via Rygårds Allé - Gartnerivej til Lyngbyvej. Køretøjer, der forlader parkeringskælderen ud på Gartnerivej kan køre direkte ud til Lyngbyvej eller til Rygårds Allé hvor de kan vælge Rygårds Allé mod Tuborgvej eller Ryparken til Lyngbyvej. På Rygårds Allé og Gartnerivej berøres fire skoler og skolevejen til disse fire skoler af færdslen. På Ryparken belastes en i forvejen belastet stillevej yderligere. Det bemærkes, at Ryparken også er adgangsvej til en lang række institutioner på Ryparken og Rymarksvej. (Skolen i Ryparken (specialskole for elever med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse), Fritidsklubben RYAK, 3-4 børnehaver/vuggestuer, en døgninstitution og sikkert flere). Jeg er overbevist om at Københavns Kommune helt generelt ikke ønsker at lede yderligere trafik ind i et stilleområde og det kan allerede derfor undre, at lokalplansforslaget ikke indeholder trafikale løsninger. Dertil kommer den helt nære problemstilling for skolerne på nabogrundene. Hvis man havde tilbragt en halv time om morgenen ved krydset Bomhusvej/Rygårds Allé eller ved krydset Gartnerivej/Rygårds Allé/Ryparken ville ingen have kunne overse, at der allerede nu hersker trafikalt kaos som medfører farlige situationer. Yderligere trafikal belastning er problematisk. Forslag 1: Der etableres en udkørsel fra det nye byggeris parkeringsareal over parkeringsarealet ved siden af Lyngbyvej 172 og ud på Lyngbyvej. Opkørslen fra parkeringskælderen anlægges, så den fører op på eget parkeringsareal. Hermed kan Bomhusvej forblive lukket og mere stille end før. Der kommer ikke nogen ny udkørsel på Gartnerivej og hverken Bomhusvej, Gartnerivej eller Rygårds Allé / Ryparken tilføres yderlige trafik. Lyngbyvej har en størrelse så denne løsning ikke ville kunne mærkes på Lyngbyvej. Med dette forslag ville alle indsigelser/klager/høringssvar omkring færdsel blive løst. Det burde også kunne gennemføres teknisk og juridisk. Forslag 2: Hvis forslag 1 ikke kan realiseres åbnes Bomhusvej mod Lyngbyvej. Hermed kan trafikken fra parkeringsarealet ledes direkte ud på Lyngbyvej med forbindelse til det øvrige vejnet og ikke ledes ind på Rygårds Allé, Gartnerivej eller Ryparken for at komme ud af området. Også i dette forlag anlægges opkørslen fra parkeringskælderen så den fører op på eget parkeringsareal. Forslag 3: På Bernstorffsvej etableres der en svingbane, lige når man er kørt fra Lyngbyvej ned på Bernstorffsvej. Svingbanen fører til en vending ind i tunnelen og ind mod København. Dette ville kunne udføres uden belastning af den nuværende færdsel, idet der er to vognbaner i begge retninger på Bernstorffsvej og én er rigeligt. På nuværende tidspunkt er der en passage af rabatten på stedet, men denne tjener til at lede trafikken væk fra tunnelen i tilfælde af lukning. Dette behov er dog til at overse og der er flere måder, at lave en sikker løsning på det problem. Stedet er beliggende i Gentofte Kommune og tunnelen sorterer vist under Vejdirektoratet, men det er en sikker og brugbar løsning, hvorfor den sikkert ville kunne vinde gehør begge steder. Til forslag 3 bemærkes, at for trafikanter på Lyngbyvej væk fra København er to måder at komme tilbage mod København. Enten kører man til Tuborgvej, hvor man svinger 2 gange mod venstre og derefter kører ad Lyngbyvej mod København og ned på motorvejen, hvor man kan vælge Nordhavnsvej eller Lyngbyvej. Eller også kører man ad Lyngbyvej videre ad Bernstorffsvej og foretager en vending, der giver adgang til tunnelen. Herefter har man de samme muligheder som ved at have kørt via Tuborgvej. Vendingerne på Bernstorffsvej fører jævnligt til farlige situationer og den ansvarlige vejmyndighed – Gentofte Kommune - må derfor antages, at haven en selvstændig interesse i at engagere sig i løsningen. Motivationen for forslag 3 er at det bliver den hurtigste og sikreste vej ind mod København for trafikanter på Gartnerivej, Bomhusvej og det nye byggeris parkeringsareal, fremfor den nuværende løsning med at køre ind i stilleområdet og via Ryparken til Lyngbyvej og videre ad den nyligt genåbnede del af Lyngbyvej ned til motorvejens afslutning / Hans Knudsens Plads. Forslag 1 og 2 er alternative løsninger. Forslag 3 kan gennemføres allerede i dag uanset lokalplanens skæbne.