Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 5. maj 2018
Svarnummer:
253

Indsendt af

Ragnhild Nielsen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Kære Københavns Kommune Jeg er imod, så højt, et højhus på Nuuks plads. Det er fint med flere boliger, særligt til unge, og en ny plads med udadvendte funktioner er godt og kan supplere det byliv, der er spiret frem i området i denne ende af Rantzausgade i de fem år jeg har boet her. Men de ejerlejligheder, der planlægges i højhuset tager mere fra byen end pladsen og dens funktioner giver tilbage. Højhuset, med de forholdsvis få boliger, der planlægges placeret over karrebyens generelle højde på 5-6 etager, vil kaste skygge langt ind i det byliv, der er spiret frem i solen ved Brorsons Kirke og vil, som også beskrevet i redegørelsen, give dårligt mikroklima på pladsen med vindturbulens uanset de tiltag lokalplanens giver mulighed for til at modgå dette. Enhver ekstra bolig vil bygherre selvfølgelig prøve at få med og kommunen ønsker sig skatteborgere/hoveder der kan udløse bloktilskud, men jeg mener slet ikke antallet af nye boliger står mål med de gener et så højt byggeri vil give i form af vind og skygge. Sol og lys er en mangelvare i det tæt bebyggede Nørrebro. Herudover kan man med udgangspunkt i Gehl Architects studier konstatere at højhuse ikke er nogen fantastisk boform, - at folk ikke kommer til at kende hinanden og ikke indgår i byens liv når de sidder oppe i deres fjerne bolig. Jeg kan forstå at man gerne vil markere dette sted, der kommer til at rumme en ny metrostation og at man gerne vil fortætte meget stationsnært. Det er bare blevet for meget! Jeg vil foreslå at hvis man fortsat vil markere, at man så begrænser sig til et projekt, der rager 3-4 etager op over karrebyen og ikke vælter stedets karrestruktur med et højhus helt ude af skala. Og tilføj så højhuset offentlig tilgængelige funktioner, fx et spisested, et træningscenter og en udsigtsterrasse (en blanding mellem kommercielle og ikke kommercielle funktioner), så vi i området i det mindste kan søge udsigten i den bygning, der stikker op over vores tage. Bebyg pladsen mere hensynsfuldt og solidarisk!