Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 4. maj 2018
Svarnummer:
248

Indsendt af

Niels Hvass

Virksomhed / organisation

Strand + Hvass (Design virksomhed på Nørrebro)

Postnr.

2100

By

København

Høringssvar

Vedr. Lokalplan ”Nuuk Plads II” Indsigelse - Nej til Højhus Forår på Nørrebro. Sidst i april sender forårssolen endelig sine varme stråler ned over Nørrebro, Gader og pladser vækkes til live, livet myldrer frem og mennesker mødes på de få lune og solfyldte pletter. Selv jagtvej får potentiale. Den ellers lidt menneskefjendske stribe mellem ydre og indre Nørrebro, tør op og får liv og knytter de to bydele sammen. Liv mellem husene. De nu åbnede arealer for enden af Ranzaus gade, den kommende Nuuk Plads udviser stort potentiale til et lunt samlingspunkt for både rejsende og områdets beboere. Et samlingspunkt med metrostationen og et hyggeligt café- og butiksliv i Nyrups klassiske Rigsarkiv, men især et samlingspunkt på grund af eftermiddagssolens unikke lange lysindfald fra vest på langs af Jagtvej. Det kunne være så godt. Her er en unik mulighed for at skabe liv og charme i et ellers trafik og bolig belastet område. Derfor er det katastrofalt at man påtænker at opføre et 23 etagers højhus, netop på denne plads, som ellers kunne gøre så meget godt for området. Bygningen vil berøve pladsen både sollys og varme i netop de vigtige eftermiddagstimer, hvor det arbejdende folk får fri og kunne mødes eller nyde en kop kaffe i solen på vej hjem. Det er ikke kun mangel på sollys der vil ødelægge pladsen. Det største problem er i virkeligheden faldvinde og turbulens. Vi ved alle, af erfaring, hvor ubehageligt det er at opholde sig på en kold vind om sust plads. Vi kender alle, de faldvinde og turbulenser og den ubehagelige kulde, der opstår omkring højhuse, (hvis ikke, kan man blot besøge de øde pladser i Nordhavn eller blot ved Idrætsparken på Østerbro, slå derefter en smut ind gennem Brumleby og mærk hvor lunt og rart her er, selv på en blæsende dag. Her er der mærkbar livskvalitet.) Døde byrum skaber negative miljøer Det vil virkelig være ærgerligt at ødelægge det potentiale Nuuk Plads har for at løfte dette lidt forpinte område, et område der virkelig fortjener et løft og et offentligt mødested, fremfor en ubrugelig plads der, som det så ofte er set før, hurtigt går i forfald, da ingen har lyst til at opholde sig der, på grund af skygge, blæst og kulde. Selv den påtænkte grønne beplantning vil få svært ved at trives her. Man mødes ved at færdes i offentlig rum. Naturligvis skal der bygges nye boliger, da København jo vokser og har boligmangel, men det må ikke ødelægge bykernen. Vi har sjældent set noget godt eller charmerende komme ud af at opføre højhuse eller store karreer midt i den klassiske boligmasse, der står oftest kun uopretteligt ødelagte kvarterer tilbage. Byen har netop brug for hyggelige mødepladser. Man skal færdes i byen for at mødes, ikke bo på 20. etage på pladsen, så mødes man netop ikke. Der er jo reelt ikke nogen grund til at boligkoncentrationen skal øges i bykernen, her hvor trafik- og parkeringsbelastningen jo allerede er alt for høj. Byens vækst bør i stedet baseres på de nye områder hvor der er sammenhæng i arkitekturen og infrastrukturen kan planlægges til at imødekomme belastningen. Her kan der så sættes ind for at øge charmen, fremfor at ødelægge kvaliteten i den klassiske boligmasse. Mist ikke denne mulighed Jeg vil virkelig opfordre til besindelse og erkende hvad det er vi mister. Udnyt dog dette fantastisk potentiale og lad Nuuk Plads blive det åndehul, der kan samle området til glæde for beboerne og metrobrugere og trafik og byen generelt. Erfaringen viser at ingen mennesker opholder på pladser ved højhuse, man kan ikke holde ud at være der, da det altid blæser. Der hersker ikke tvivl om at, en kold, vind om sust plads ikke virker, så hvorfor vælge at ødelægge et byrum, der vil kunne blive et fantastisk hyggeligt og samlende sted. Det er sol, varme og læ, der afgør om et område lever eller dør, det er et valg planlæggere må træffe. Det ser desværre ikke ud til at være byen og borgernes tarv der tages hensyn til i dette tilfælde, men i stedet bygherrernes. Det er en trist og katastrofal udvikling for byen. Med venlig hilsen Niels Hvass Erhvervsdrivende på Nørrebro og elsker af vores København.