Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 6. maj 2018
Svarnummer:
265

Indsendt af

Lars P. Frederiksen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg er særligt imod højhusbyggeriet, som maksimalt bør være 40 meter - så det harmonerer med den øvrige bygningsmasse i området. Skyggevirkninger, udkigs/sigts- og vindforhold for det øvrige byggeri bør belyses yderligere, og man bør undgå tagterrasser over 5. sals niveau. Området er i forvejen et af de tættest bebyggede, og der bør være yderligere plads til at udvikle den grønne profil. I øvrigt kan jeg tilslutte mig vedlagte standard-høringssvar. Generelle bemærkninger I den regionale vækst- og udviklingsstrategi, der gælder for hovedstadsregionen, er der fokus på livskvalitet, klima, trængsel, trafik og sundhed. Den indeholder en vision om at skabe en grøn og innovativ metropol. Flere grønne byrum, der tager hensyn til lokale sol- og vindforhold, god infrastruktur og mulighed for at opholde sig mere i byens rum. Det er blandt de målsætninger og visioner som Københavns Kommune har formuleret for københavnerne. Hvis alt dette skal tages alvorligt, kan jeg kun se, at det står i stærk modsætning til det fremlagte lokalplanforslag vedrørende Nuuks Plads II. I det foreliggende lokalplanforslag er indbygget så mange forudsigelige (og uforudsigelige) problemer og uklarheder, at det vanskeligt kan blive til glæde for nogen. Der er simpelthen brug for utallige afværgeforanstaltninger for at kunne gennemføre projektet, og alene det taler imod det planlagte byggeri (se konklusionerne i Miljøvurdering af 2. januar 2017, s. 18). Jeg mener, at både forslaget til lokalplanen og miljøudredningen rummer fortielser og forskønnelser, der dækker over mange og store ulemper for området. Det betyder, at beslutningen om at kile et 75 meter højt hus ind i en ellers ensartet boligmasse med en højde på 20 – 25 meter risikerer at blive truffet på et ufuldstændigt grundlag belastet af manglende eller misvisende dokumentation. De illustrationer, der viser forskellige udgaver af det påtænkte højhus i forslaget til lokalplanen, se fx side 7, 10, 11 og 12, er ikke ens og ikke retvisende. Se især overgang mellem base og højhus. Jeg mener, at skyggevirkningerne ikke er tilstrækkeligt dokumenteret og vægtet i vurderingen. Skyggegenerne beskrives kun ved jævndøgn og sommersolhverv og ikke i vintermånederne, hvor vi i særlig grad har brug for lys og udsyn og ikke kun sol. Udsyn til himlen har stor betydning, fordi vi bor så tæt. Højhuset vil skabe skygger i Nørrebroparken det meste af året om eftermiddagen eller aftenen (se side 10 og 18 i Miljøvurdering), og det vil mørklægge store dele af de fælles gårdanlæg i området. Det betragter jeg som katastrofalt – Nørrebroparken er et grønt åndehul, hvor et stort antal af bydelens beboere elsker at opholde sig, og gårdanlæggene er de frirum, hvor vi møder vores naboer, spiser sammen, og hvor børn kan lege sikkert. Se fx illustrationen side 18, som viser fritidsområder (01) i området – obs. her er også Assistens Kirkegård inkluderet. Kort sagt, der er kun et meget begrænsede fritidsområder til rådighed for børn og familier. Det område, der er til rådighed i forbindelse med Den Grønne Sti, vil i fremtiden blive yderligere belastet året rundt ud over, hvad det kan bære.