Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 6. maj 2018
Svarnummer:
274

Indsendt af

Kenneth Andersen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg vil gerne udtrykke stor bekymring for det fremsatte forslag vedrørende lokalplan Nuuks plads II. Denne bekymring relaterer sig dels til en del tekniske mangler ved det offentliggjorte materiale, dels til konsekvenserne for Nørrebro. Lokalforslaget forudsætter bebyggelse der påvirker en af Nørrebros ældste og mest værneværdige bygninger, samt et område hvor samtlige naboejendomme har en vis grad af bevaringsværdighed. Der er i lokalplansforslaget ikke redegjort nærmere for konsekvensen af byggeriet i forhold til områdets verneværd som helhed. Byggeriet vil formentlig ødelægge et bevaringsværdigt bymiljø. Der er i lokalplanen ikke redegjort nærmere for luftforurening i de planlagte bygninger med angivelse af mulige forureningskilder. Bebyggelsen rundt er født med skorstene og muligheden for at fyre. I det bygningen vil strække sig over bebyggelsen rundt, er det en rimelig antagelse at røg fra skorstene i bidrage til en væsentlig forureningskilde i højden over 5 etager. Dette vil være tale om sundhedsskadelig partikelforurening. Når man lægger til at byggeriet planlægges tæt ved en af byens mest trafikkerede færdselsårer, Åboulevarden og Jagtvej, må man mistænke at beboerne kan risikere at blive udsat for luftforurening over grænseværdierne. For bebyggelsen rundt er det også vigtigt at det er afklaret at man fortsat kan anvende / tilknyttes skorstene og f.eks anvende brænde som supplerende energikilde. Etableringen af almene ungdomsboliger vil skævvride en allerede skæv beboersammensætning (alders og socioøkonomisk) på Nørrebro. Man kan læse om udfordringerne i Kommuneplan 2015 (’Bosætning for alle’, s 56) Det er ikke gjort rede for dette i lokalplanen, og kommuneplanens målsætning om spredning af de almene boliger ud over byen. Spørgsmålet er om det ikke ville det være mere gavnligt at kommunen ikke anvendte sin ret til at få flere almene boliger her? Vind og turbulens fra bygningen kan skabe støj. Det er ikke tilfredsstillende beskrevet i forslaget hvordan vind og støj fra bygningen vil påvirke bebyggelsen rundt om den planlagte bygning. Der er ikke beskrevet eller taget stilling til hvordan etableringen af en tagterrasse i 3. sals højde vil påvirke beboerne rundt med hensyn til indblik i lejlighederne rundt. Dertil kommer at det er tale om ungdomsboliger og en forventning om festlige aktiviteter. Her ville man nok foretrække at bygningen blev 2-3 etager højere, hvis det skal være tagterrasse. Bebyggelsen rundt har igennem en mangeårig periode været nabo til metrobyggeriet med de gener det medfører. Lokalplanen tager ikke stilling til afbødende tiltag for bebyggelsen rundt. Endvidere er det ikke gjort rede for hvordan man skal undgå sætningsskader på bebyggelsen rundt. Er det for eksempel forøget risiko i og med at man bygger tæt på en metrostation og bygger dybere. Kan det ændre grundvandsforhold og dermed risikoen for sætningsskader. Der er i høringsforslaget ikke gjort nærmere rede for behovet eller ønsket for en pladsdannelse. Endvidere kan man spørge indtil en analyse af om pladsen vil blive brugt. I det man ønsker at bygge en meget høj bygning som efter forslaget vil lade den nyetablerede plads ligge i skyggen med væsentlig risiko for vind, kan man komme til at lave en plads ingen ønsker at benytte. Der ligger allerede en pladsdannelse tæt på (Borups plads) som ikke er specielt vellykket. Spørgsmålet er derfor om man ikke skulle undlade pladsdannelse, bygge lavere og opnå samme bebyggelsesprocent. Der er i lokalplanforslaget ikke redegjort nærmere for grundlaget for at få lov til at bygge så højt. Man kan dog læse det i kommuneplanen at området er defineret som et C3 område med særlig bestemmelse. Med en så væsentlig ændring burde der være information til beboerne og mulighed for indsigelse. Jeg kan ikke se at dette har været tilfældet, og at det potentielt kunne være et brud på planloven. Byggeriet er æstetisk ikke tiltalende på grund af det væsentlige brud med byggestilen og byggeskik på Nørrebro. Bygningen frarøver øvrig bebyggelse bokvalitet uden at det tilfører noget til nærområdet. Grunden kunne potentielt udnyttes med en meget lavere højde og dermed spille mere med nærområdet, samt opnå samme bebyggelsesprocent. Som det er lige nu vil man give en privat udbygger ekstra fortjeneste ved at bygge i højden, på bekostning af bebyggelsen rundt. Samlet set må man stille sig svært negativt til byggeriet og lokalplansforslaget.