Høringssvar vedrørende Nuuks Plads II - lokalplanforslag

Oprettet: 8. maj 2018
Svarnummer:
328

Indsendt af

Jytte Malling

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Efter borgermødet den 18. april 2018 på Nørrebro Park Skole har jeg haft svært ved at komme mig over fremlæggelsen af planen og jeg er så desillusioneret, at jeg er nødt til at opponere mod nogle af de oplysninger/svar, der kom fra Teknik- og Miljøforvaltningen v/Lise Petersen (LP) bl.a. Planen blev fremlagt i bedste ejendomsmægler stil. Når vi er til møde om jeres plan, som i vil proppe oveni en Metro station, så er det ikke en salgstale vi vil høre. Det vi gerne vil vide mere om er jeres stillingtagen til de konsekvenser, der er for de omkringboende, for kvarteret, for trængslen og om det rimelige i at besætte en lille potentiel åben plads, der også skal give plads til metrokunder og trafik til Nyrops arkivbygning (i øvrigt en god ide). Et forslag kunne være at bevare Koppels arkivbygning og indrette det til opmagasinerings hotel - så kan staten tjene penge på det i stedet – og dermed lade den resterende plads være åben for lokale, metrokunder og cafe kunder i Nyrop bygningen. Det må siges at være al rigelig belastning af den knebne plads. Tillige sparer staten, når de ikke skal bruge penge på erstatninger til sætningsskader 360 grader rundt om pladsen, efter pilotering til p-kælder og et tårn. Bekymringerne omkring støj blev ikke anerkendt. Især støjen fra ”den non-stop fest” på ungdomsboligernes tagterrasse i 2. sals højde. Det forlød, at det kan ikke reguleres. LP's svar : ”Hvis man ikke kan tåle støj, skal man ikke bo i byen.” Det er noget arrogant, da vi jo allerede tåler meget støj (+larm, affald) i området – prøv at gå en tur gennem Rantzausgade hvilken som helst dag/aften og besøg festerne i den grønne kile og Nørrebroparken eller stå på Ågade – det er eksempler på støjoplevelser. Læg dertil den kommende trafik til/fra metroen og cafe livet i arkivbygningen. På mødet var der heller ikke nogen erkendelse af, at ”vind” træerne vil komme til at skygge over pladsen, når de bliver store nok til at virke. Der blev heller ikke vist nogen erkendelse af de indlæg, der kom frem på mødet, som påpegede, at vind vælter cykler. Og vi kan med megen erfaring fra mange andre steder i byen forudse, at de to striber af plads reserveret til metrostationsplads (s.39) vil blive ét hulter til bulter af cykler blandet med cafégæsternes cykler. Den cykelparkering er ikke blevet vist på billederne side s.6 og 7. På mødet blev den bekymring besvaret af LP med: ”Vi har ikke noget med metroen at gøre” LP forsøgte at sidestille TDC tårnet med planens tårn ? Det fremgik tydeligt, at der skulle bo en del mennesker i bebyggelsen/tårnet , som vi ikke finder i TDC tårnet. De nye beboere har nok både familie og venner, der kommer kørende på besøg og det kan også tænkes, at nogle af de unge faktisk har råd til bil. Så slår de 65 p-pladser i kælderen jo ikke til. På spørgsmål om dette emne var svaret ”Vi kan ikke løse jeres parkeringsproblemer.” ! Nej, men i kan øge dem. Alle de nævnte beboere, familie og venner skal alle sluses ud via Jagtvej, når de skal derfra og dèt sammen med varebiler, cykler og fodgængere. Problemet er, at Jagtvej allerede er proppet til. For os, der skal krydse Jagtvej som cyklist/fodgænger gælder det allerede nu, at der er en stor trafikal risiko, da det størstedelen af dagen er et spørgsmål, hvor mange (hvor få) der kan nå at kante sig ind og ud mellem de biler/busser, der (fordi de har så travlt) er landet ude midt i krydset og på fodgængerfeltet. Til det kaos kommer der trafik til/fra metro stationen. Da mødets spørgerunde begyndte, blev der spurgt om der var en plan B. (Jeg tænkte, en revideret plan, ligesom der blev lavet i planen for BIG højhuset : ”Et spektakulært, men nedstemt kontorhus til Vibenshus Runddel prøver igen – 11meter lavere.” (Magasinet KBH)) LP svar: ” Nej, der er ikke en plan B, så hvis det ikke bliver denne plan, bliver det hele taget af bordet. Det sker ikke så tit – højest et par gange er det sket. Det koster rigtig mange penge at kassere sådan en plan – og bagefter kommer der bare en ny bygherre og laver en plan med de samme rammer” Hvilket formål tjener et borgermøde så ?? Penge taler …..... og slår ihjel …... både miljøet og fornuften.